Et nærbillede af den tyske Endlösung, der under 2. verdenskrig havde til hensigt at fjerne alle jøder i Europa.

Historien foregår i udryddelseslejren Sobibór, som Nazityskland i 1942 oprettede på besat polsk territorium som et led i Aktion Reinhard.

Hartvig Voss der er ansvarlig for mord på tusinder af lettiske jøder, får en moralsk nedtur og må rekreere i Danmark. Herefter bliver han særligt udvalgt til jobbet som revisor i Sobibór. Han skal forhindre, at vagter og indsatte stjæler af det guld, som nazisterne stjæler fra de jøder der bliver sendt til lejren. Hans magt er næsten uindskrænket, og han er autoriseret af Himmler.

Noget af det første, der sker, er at han møder Kassandra, kæreste med hans gode ven fra SS-skolen. Kassandra, hendes bror og svigerinde er på vej til gaskamrene, men han redder dem umiddelbart før det omdiskuterede ‘brusebad’. Kassandra bliver ansat som Hartvigs husassistent og skal blandt andet tage sig af en lille pige. Hendes to familiemedlemmer får også opgaver, der holder dem væk fra køen til døden.

Kassandra og Hartvig udvikler en sær, gensidig forståelse, og hendes bror bliver den oprørsleder der er årsag til, at det lykkes for 300 indsatte at flygte fra lejren. 

Hartvig Voss er en kompleks personlighed, han myrder masser af mennesker, men har også skrupler og vil gå langt for venskab. 

Fiktion og historie er blandet, og det er ikke helt indlysende, hvor meget vi kan tro på fortællingen, men den falder udmærket i tråd med andre fiktionsværker baseret på enkelte historiske fikspunkter.

Dette er femte bind i serien ‘Venner og fjender’, men man kan fint læse romanen, selvom man ikke har kendskab til karaktererne i forvejen.

Sobibór

Lotte og Søren Hammer

302 sider

HarperCollinsNordic

Udgivet: 2021

Birte Strandby