‘Hvordan skal man forsvare sig mod noget, som alle påstår ikke findes i virkeligheden?’
Frederika Storm fra politiet i Lund er den type politimand, man håber, karakteriserer hele standen. Hun arbejder hårdt på sine opgaver. Sommetider går der både lørdage og søndage med intens efterforskning. Hendes privatliv er naturligvis ikke problemfrit, mest fordi hun arbejder så meget for at opklare forbrydelserne.
En ung kvinde forsvinder, og hendes mor kontakter politiet. Opklaringen går langsomt. Frederika har personligt en person hun mistænker, men der er langt mellem indicierne. En lokal virksomhed på nippet til at sælge til kineserne er inddraget og siden også et noget trist studiemiljø ved universitetet i Lund. Et anonymt tip får sparket mere gang i undersøgelserne. Håbet er, at man når at finde den unge kvinde i live, men hvor længe kan man bevare håbet?
Læseren sættes grundigt ind i metodikken, og man forstår, hvorfor opklaringsarbejde kan være tungt, når 300 festdeltagere skal kontaktes og alle medstuderende til en mistænkt undersøges. Og hvor hårdt det må være at fortælle en i forvejen oprevet mor, at man har fundet spor af hendes datter der mere end antyder, at datteren har været udsat for noget brutalt.
Vi følger Frederika, men også kollegaen Henry og en skyldig ung mand der bliver mobbet af kolleger. De forskellige stemmer giver afveksling og tiltagende spænding.
Skyggeulv er en udmærket krimi. Den har alle nødvendige elementer, et spændende og overraskende plot, nogle virkeligt lede skurke, en sympatisk men ikke fejlfri heltinde der går langt for at sørge for retfærdighed, og selvfølgelig går hun også ud over sine beføjelser, men det tilgiver man gerne, når blot de rette bliver straffet. Krimien er særligt uhyggeligt, fordi den basalt omhandler en generel hensynsløshed i tiden såvel som på en voksende ulighed mellem samfundets elite og resten af folket. Hvem kan tillade sig hvad?
Frida Skybäck har skrevet blandt andet Jernblomsten og Kvinden på isen.
Skyggeulv
En Frederika Storm-krimi
Frida Skybäck
413 sider
Cicero
Udgivet: 2025
Birte Strandby