Den femte krimi serien om Martha Munk. Martha er ved at være udbrændt. Der er personlige omkostninger ved at arbejde i politiet, kemien mellem hende og den nye chef er ikke god, og hun overvejer helt at stoppe. Men inden hun kommer så langt, sker der et lidt mærkeligt dødsfald på hospitalet, og hendes søn er vagthavende læge, da det finder sted. Afdødes barnebarn anklager øjeblikkeligt Marthas søn for sjusk, og inden nogen når at dykke mere ned i dødsfaldet, sker der et mord. Denne gang er der ingen tvivl om, at det er mord, og Marthas søn havde vagten.
Martha glemmer alt om jobskifte og udbrændthed. Hun er inhabil og må ikke blande sig i opklaringsarbejdet. Det gør hun naturligvis alligevel. Ad bagvejen blander også hendes forhenværende chef sig, og så underbemandede som vores institutioner er, må man jo glæde sig over, at pensionisterne er på banen.
Der går ikke lang tid, før det næste mord sker. Marthas søn bliver varetægtsfængslet, men der er adskillige potentielle mordere, og andre der har en del snavs i bagagen. Det kniber lidt med at finde indlysende motiver, og det er heller ikke sikkert, at læseren kan gennemskue, hvem der holder på hemmelighederne. Det handler både om svindel, narkosalg, nepotisme, hævn og etik.
Skraldebjerget kan godt læses, uden at man har læst de foregående fire i serien, men det er unægteligt lettere, hvis man så nogenlunde har det faste persongalleri på plads. Krimien rummer en sviende kritik af både sygehusvæsen og retsvæsen – og især af tildelingen af ressourcer. Eksempelvis kunne det første dødsfald have være undgået, hvis bemandingen havde været på plads.
Martha er et godt bekendtskab, og man kan også sagtens følge gnidningerne i hendes parforhold, da hendes kæreste bliver sat på opklaringsarbejdet, men ikke må dele informationer med hende, fordi hun er inhabil.
De foregående fire krimier – der også er læseværdige – er Hundeungerne, Dårekisten, Slangereden, Ulvetider.
Skraldebjerget
Pernille Plaetner og Marianne Rohweder
319 sider
Grønningen 1
Udgivet: 2025
Birte Strandby