Det var først med ankomsten af hendes skønheds voldsomme urkraft, livet rigtigt startede og hans eksistens blev virkelig og sand.

En rig ung mand, virksomhedsejer og eftertragtet ungkarl, betages voldsomt af en smuk ung kvinde. Hun dukker op til en jobsamtale, og han fascineres i en grad, så han er nødt til at aflyse alle andre aftaler den dag. Han har brug for at sunde sig. Derefter ansætter han hende, og siger farvel til sin nuværende kæreste samtidigt med, at han undrer sig over, hvad han nogensinde kan have set i hende.

Derfra går der ikke lang tid, inden skønheden flytter ind. De bliver gift. Hun står for gæstelisten der omfatter flere hundrede gæster fra de højeste samfundslag. Han ville hellere have haft et lille, borgerligt bryllup, men hun regerer, som hun gør i alt andet uanset udgifterne. Det bekymrer hans sagfører dybt, og da den unge mand ikke vil begrænse sin hustru, må han begrænse sagføreren. Til de mange udgifter hører købet af et lille fransk slot, som hun vil sætte i stand. Et slot hvor der stadigt befinder sig et gravkammer for en ung grevinde med samme fødselsdato som hans hustru.

Livet er lykkeligt, så længe han kan nyde sin hustrus skønhed. Han elsker hende ikke, måske hader han hende, men han er dybt afhængig af hendes skønhed, og hun spiller på alle tangenter til det sidste.

Romanen slutter både mystisk og tragisk, og som læser er man næppe helt vidende om, hvad der er sket for manden, og hvorfor slutningen er, som den er.

Handlingen er hurtig og ikke helt logisk. Hendes skønhed er kun beskrevet i prosaiske småbidder. Til gengæld har vi helt styr på, hvad hun er iført til enhver lejlighed. Det bliver til ganske mange kjoler og sko beskrevet i farver og stof, mens hendes skønhed ikke er forsøgt præsenteret særligt overbevisende.

Det er en let læst fortælling, og man læser hurtigt videre, for at finde ud af hvad det hele handler om. Måske er det en slags gyser, men den efterlader læseren med en del ubesvarede spørgsmål.

Skønheden

Winnie Johnsen

139 sider

Brændpunkt

Udgivet: 30.01.2024

Birte Strandby