Jeg græmmede mig over, hvad sund fornuft ville have kunnet udrette, hvis man ikke hele tiden skulle sidde med fingeren i vejledningen.
Hvor de fleste af bøgerne i Den danske Ledelseskanon handler om aktive erhvervsmennesker og dedikerede frivillige, så handler Skanderborgs forvandling om en kommunal leder, Annalise Hansen, der med stædighed og tålmodighed får indført en ’Skanderborgversion’ af New Public Management. Den særlige Skanderborgversion fremkommer, da en venstreborgmester inddrager borgerne og bibringer modellen et folkeligt og demokratisk element.
Efter krise i 1980’erne kom kartoffelkuren. Amtssygehuset der var Skanderborgs største arbejdsplads lukkede, arbejdsløsheden i byen steg til 10 %, og en rockerbande satte sig utilsigtet på branding af byen. Den offentlige sektor var til gengæld voksende, og bureaukrati er blevet et problem. Essensen i Annalise Hansens forslag til ny struktur går på at reducere offentlig forvaltning og overlade styringen af institutionerne til de enkelte institutioner. Projektet iscenesættes forsigtigt og med en garanti for, at indskrænkninger vil ske med naturlig afgang. Den socialdemokratiske borgmester støtter forslaget helhjertet og efterfølgende går den næste borgmester, fra Venstre, også ind for projektet.
Der er behov for ambassadører, og i første omgang indkaldes skolelederne, men skønt man udviser venlig interesse er der ingen, der er klar til at overtage styringen. I stedet bliver spydspidserne senere plejehjemmene og derefter børnehaver og vuggestuer. Frivillige går ind med egne projekter med Erik Clausen og Sigurd Barret for at sætte Skanderborg på landkortet, og de frivillige ender med at få et kulturhus som belønning. Det giver nogen ballade, og vejen frem for Skanderborg har været lang og stenet, men byen har fået sin andel af unge tilflyttende familier, og skabt en model, der smukt forener kommunalt arbejde og frivilliges entusiasme.
Mikael Lindholm + Frank Stokholm
Den danske Ledelseskanon
104 sider
Gyldendal Business
Udgivet: 2012
