Kunsten at blive voksen uden at have gode forbilleder

Sjuft har en del af de karakteristika, der kan skræmme læsere væk fra selvbiografier. Vi får alt for meget at vide om hovedpersonen, for mange detaljer, alt for personligt. Det betyder dog ikke, at man nødvendigvis skal undlade at læse biografien, for der er også en medrivende skrivestil, og bogen er på intet tidspunkt kedelig.

Det begynder med Don Bjarno, forfatteren og fortællerens far. Han er blikkenslager, arbejder på Thule-basen og bor i Filippinerne med sin tredje kone. Han er småfuld det meste af tiden og angiveligt på enhver måde tiltrækkende. Det lykkes nu ikke forfatteren helt at formidle det tiltrækkende. Dertil er faren for meget bonkammerat med sin søn og for lidt ansvarlig far for nogen af sine børn.

Det sidste er ved at ødelægge hans børn, og de har tydeligvis arvet farens holdning til ansvar og hans talent for at undgå samme. Fortælleren selv når også at tilbagelægge et par ægteskaber og lægge afstand til afkommet, inden han efter nogle solide fejltrin lander i kategorien voksen.

Med til beretningen hører barndommen med en ikke alt for nærværende far, og fortællerens liv der stort set ligner farens fra det fyldte 21ende år.

Syv børn senere taler forfatteren stadigt om at drikke sin far under bordet. Det er et plus, at der males et udmærket billede af Filippinerne som baggrundstæppe for forfatterens voksenliv, men egentligt er biografien trods det flydende sprog lidt for lang.

Enough about fathers and sons.

Sjuft

René Fredensborg

344 sider

Gyldendal

Udgivet: November 2021

Birte Strandby