‘Mener du seriøst, at du vurderer, om en mand er kærestepotentiale efter, om han passer ind på Café Victor?’
‘Nej, han skulle da også gerne passe ind på PS Bar.’
Anne er næsten fyrre år gammel, og skal man tro dansk skønlitteratur (og det skal man som regel), så er det nu den alder, danske kvinder har, når de for alvor begynder at lede efter ægtefæller. En sådan har Anne ikke fundet, og hun er så småt ved at miste modet, ikke mindst fordi de fleste af hendes veninder har fundet sig til rette i parforholdet, undtagen en enkelt der derimod har kastet sig ud i dating med sex for øje.
Samme veninde overtaler Anne til at oprette en datingprofil, og efter moden overvejelse opretter Anne så en profil og får lynhurtigt kontakt til en meget tiltrækkende mand der efter at have komplimenteret hendes profilbillede inviterer hende til at besøge ham hjemme hos sig selv. Det får Anne til at trække sig, og så forsvinder manden, Kim, igen fra datingsitet og korrespondancen. Pist væk. Til gengæld gider ham Mads godt at snakke og mødes, men det er jo ikke helt det samme.
Nærmest lidt tilfældigt cykler Anne hen til den ejendom, hvor Kim bor, og hun ser, at en kvinde opsøger Kim. Og så forsvinder kvinden. Hun bliver efterlyst på TV, og Anne kontakter politiet for at fortælle, hvad hun har set. Politiet tror ikke på Anne. Til gengæld holder Kim øje med hende, og pludseligt har Anne helt andre problemer end at finde en kæreste.
Anne er periodisk mindre moden end Bridget Jones og Nynne. Men hun udvikler sig til et mindre selvoptaget menneske, og romanen udvikler sig til en ren krimi og er tæt på at blive rigtigt uhyggelig. Det er ret forfriskende, efter at man har soppet rundt i Annes – heldigvis relativt humoristiske – selvmedlidenhed. Let og tidstypisk underholdning.
Single kvinde søger
Ina Jensen
225 sider
Platform
Udgivet: 04.12.2025
Birte Strandby