En roman om Adam, Eva og Lilith og hvad der siden hændte
Adam og Eva bor i Paradis. Det er midt i naturen, og andre ville måske kalde den lille gruppe mennesker der i skoven for en sekt. Adam er lederen, og han har store ambitioner for sit samfund og det gode liv. Han vender den moderne tilværelse ryggen, og Eva elsker ham og følger ham.
Men noget går galt. I stedet for den søn Adam forventede og håbede på, får de datteren Lyng. En dag dukker der også en dreng op, en søn af fyrpasseren fra fyrtårnet. Det får glæden tilbage i Adam, men Eva har det vanskeligt med drengen og opsøger hans mor i fyrtårnet. Det bliver en skelsættende begivenhed både for Eva og for fyrpasseren, og selv om Lyng ikke er klar over det, bliver det også en skelsættende begivenhed for hende.
Først mange år senere finder de tilbage til paradiset og opdager, hvad der skete dengang.
Sproget er over al måde sansemættet og lyrisk. På sine steder føler man intenst med sine hovedpersoner – Eva og Lyng – andre steder er der en distance, hvor læseren er betragteren. Det er flotte beskrivelser, betagende metaforer, men det er ikke helt let at læse romanen. Det er ikke ligegyldigt, hvilken sindstilstand læseren selv er i. Ydermere er det ikke sikkert, at man helt kan følge karaktererne i alle deres indtryk, og teksten kan være ganske krævende omend smuk og poetisk.
Og alligevel havde det hver aften været taknemmelighed, der fyldte børneværelset, mens Eva ventede på, at søvnen skulle tage hendes datter – en taknemmelig lettelse over, at barnet havde overlevet endnu en dag.
Sig noget smukt
Siff Cecilie Mossin
228 sider
Turbine
Udgivet: 2025
Birte Strandby