Det farlige ved sekter er, at man aldrig slipper helt fri. Det er i hvert fald den tanke man får, når man læser Sekten der genopstod – efterfølgeren til Sekten på Tågeøen. Her kommer der ægte gang i spændingen, og gyset slår som en forhammer, fordi det er realistisk og forbløffende skånselsløst.
Vi begynder i retten. Oswald, lederen af ViaTerra-sekten står anklaget. Han har behandlet sine medmennesker dårligt, og så har han voldtaget en 14-årig pige. Sofia, vores hovedperson, vidner imod ham, og det gør også den 14-årige Elvira. Til gengæld vidner sektens medlemmer til fordel for ham, herunder også Elviras forældre. Oswald slipper med to års fængsel.
Sofia får nyt job, ny lejlighed, men hun har stadigt slemme mareridt, og en dag dukker Elvira op ved hendes dør, udstødt af sekten og sine forældre og gravid med tvillinger. Sofia og Elvira påbegynder en blog, hvor de fortæller om sektens uhyrligheder, og det skulle de aldrig have gjort. Pludselig modtager Sofias venner krænkende mails med Sofia som afsender, hendes nabo får en besynderlig gave, nogen trækker penge fra Sofias konto, og Sofias blog bliver hacket. Hendes hund bliver klippet i øret, og hun får et brev med billede af sine forældre, en trussel? Uhyrlighederne står i kø, og samtidigt ser det ud til, at de øvrige sektmedlemmer er samlet på Tågeøen igen.
Sofia forlader landet. Tilbage på Tågeøen begår et sektmedlem selvmord, et andet forsvinder, og så bliver Oswald løsladt, og intet er længere sikkert.
Sekten der genopstod er gysende uhyggelig. Kan en slægt virkelig avle psykopater i flere generationer, og hvordan kan man nogensinde overvinde den type magtmenneske?
Karakterne er troværdige. Kun Oswald er lidt vanskelig at tackle. Hans mange kvindelige beundrere er helt underlagt hans karismatiske personlighed, men den side får man ikke rigtigt et indtryk af som læser. Men romanen er spændingsfyldt, og man kan godt blive lidt paranoid, når man ser på sektens dynamik og adfærd.
Sekten der genopstod
Mariette Lindstein
Oversat af Signe Lyng
379 sider
Gyldendal
Udgivet: 02.09.2020
Birte Strandby
Trackbacks/Pingbacks