En betagende novellerække/roman skrevet i Oz’ helt enestående fortællestil, så man næsten sidder der – i landsbyen ved indbyggernes sangaften.
Karaktererne udfolder sig i flere dimensioner med små og store følelser: kærlighed, savn, skam, begær, sorg, resignation og vrede, som den der kortvarigt flammer op ved nyheden om et israelsk bombetogt. Ellers er vreden fortrinsvis udtrykt af Pesah Kedem, tidligere medlem af Knesset og nu den personificerede protest mod alt og alle, især det jødiske folks kroniske paranoia:
… hvis man bare betragter os udefra, ser man, at vi kun fortjener had og foragt. Og måske også lidt medlidenhed, men den kan ikke komme fra araberne. De har selv brug for alverdens medlidenhed.
Samtalerne med unge Adel, en arabiskstuderende der bor hos Pesah Kedem og hans datter illustrerer til gengæld, hvor forholdet mellem jøder og palæstinensere støder på grund, og hvor smerten kommer fra:
Vores ulykke er delvist vores egen skyld og delvist jeres. Men jeres ulykke kommer fra sjælen.
Af andre karakterer skal nævnes Gili, der forgæves afventer sin elskede nevøs ankomst med bussen, og jeg-fortælleren, ejendomsmægleren, der uventet får tilbudt den ejendom han længe har ønsket. Måske vil han alligevel ikke rive huset ned, men i stedet købe det med beboer og det hele. Hvis han altså lever længe nok.
Amos Oz får smukt formidlet billeder af jøder og palæstinensere, der er meget anderledes end dem massemedierne leverer, ligesom han formå at vise styrkerne ved det lille landsbysamfund og i bogens sidste kapitel får skabt et levende billede af det samme samfunds svagheder og faren ved ’100 års ensomhed’.
Amos Oz
Oversat af Hanne Friis
252 sider
Gyldendal
Udgivet: 11.05.2011
Birte Strandby