Caitlin Moran har skrevet en morsom og rørende dannelsesroman om en ung piges søgen efter sig selv.

”For det, man er som teenager, er bare en lille, tom sølvraket. Og man bruger høj musik som benzin og derpå informationer i bøger som kort og koordinater, der kan fortælle en, hvor man skal hen”

Den 14-årige Johanna Morrigan bor med sin store, excentriske familie på syv i et fattigt arbejderkvarter i Wolverhampton. Hendes far er en falleret og alkoholiseret rockmusiker, som modtager førtidspension efter en ulykke. Hendes mor har en fødselsdepression, og har ikke orket at finde navne til sine to yngste børn. Johanna er træt af sig selv, hun er for tyk, hun er endnu ikke blevet kysset, og hun bliver ind imellem forvekslet med sin egen mor. Johanna vil være en respekteret musikanmelder, og hun vil have sex med (de fleste) mænd hun møder i musikbranchen, for at blive overbevist om, at hun er god nok. For at realisere sine drømme lytter hun sig systematisk gennem kommunebibliotekets musiksamlinger, studerer sproget i musikbladenes anmeldelser og får til sidst ansættelse hos det anerkendte musikmagasin ”Disc and Music Echo.”

Inden Johanna går til ansættelsessamtalen har hun opfundet et nyt alter ego; Dolly Wilde. Navnet har hun fra Oscar Wildes niece som var ” en helt utrolig lesbisk alkoholiker, som var voldsskandaløs og døde meget ung.” Dolly får farvet håret knaldsort, går kun klædt i sort tøj, bærer høj hat og både ryger og drikker. Hun bliver sendt ud på natklubber for at anmelde musikken, og benytter sig af chancen for at komme tæt på andre musikglade mennesker.”Jeg er sådan cirkus syv procent mindre jomfru nu” tænker jeg, da jeg mærker en mager fyrs ribbensxylofon mod min ryg.”
Inden Johanna/Dolly er fyldt 17, er hun en af Englands mest frygtede anmeldere for sine nådesløse anmeldelser af plader og bands, indtil den dag hun indser, at hun ikke behøver at tromle ned for at blive hørt.

Så må hun ”skabe sig selv om igen.” ” Der er ingen skole hvor man kan blive sig selv(..) Man bliver sin egen jordemoder og føder sig selv, gang på gang, alene, i mørke lokaler.”

Over stok og sten går det i denne roman, med et sprudlende morsomt sprog, og mange referencer til bøger, film og Thatcher-tidens England. Man frydes og griner højt, og bevæges over denne pige og hendes kamp for at finde sit ståsted og et andet menneske hun kan spejle sig i.

Romanen er første bind i et planlagt trebindsværk. Det skal blive interessant at læse, hvordan det siden går med Johanna Morrigan og hendes familie.

Caitlin Moran
Oversat af Susanne Staun
Gyldendal 2015, 392 sider

Anmeldt af Maibritt Lindblad