Edith er født i begyndelsen af 1940’erne. Hendes forældre er fattige og hårdtarbejdende.
Da vi først møder Edith, er hun meget syg af en luftvejsinfektion, og lægen mener, at det nye penicillin er det eneste, der kan redde hendes liv. Det koster, men Edith overlever. Hun er et vågent og observerende barn der opfatter familiens hengemte tragedier. Da krigen slutter, undrer hun sig meget over, at et af hendes familiemedlemmer angiveligt har solgt sorte grise til tyskerne. Edith har ikke set nogen sorte grise.
Der bliver mange grunde til undren, men i de fleste tilfælde accepterer Edith de ting, hun oplever. Som kun sekstenårig bliver hun uventet gravid, og hendes mor forsøger at få arrangeret en abort på et forsorgshjem, men det kan kun lade sig gøre, hvis pigen er tosset og efterfølgende skal steriliseres. Så bliver det i stedet nabokonen der må udføre aborten. Edith protesterer ikke, selv om hun hele tiden håber, at hun må beholde barnet. Sorgen bagefter tager også kærligheden ud af forholdet til kæresten Reinhard, der ikke er en skidt knægt, men sådan en ‘der aldrig får sit eget’.
Der kommer andre forhold, og siden kommer hun på sygeplejeskole, bliver gift med Volmer og får børn. En god del af hendes liv går med at tilpasse sig mand og omgivelser, men hun har alligevel styrken ikke mindst, da hun har fået børn.
Ediths udvikling er romanens omdrejningspunkt. Edith er født i en tid, hvor kvinder stadigt var tilbehør til manden, men på et tidspunkt bliver det Edith der skal bære hverdagen, og det mestrer hun, selv om hendes betingelser ikke er så gode. Samtidigt er romanen en fortælling om en periode i landets historie der var fyldt med fremskridt og omvæltninger, og måske er Edith netop prototypen på den kvinde der havde brug for udviklingen, og som langsomt opdagede, hvor modstanden var, og hvordan hun overvandt den.
Man får stor sympati for Edith der gør sit bedste og gør en indsats for nutidens kvinder.
Romanen er velskrevet, og der er fin overensstemmelse mellem sprog og tidsperiode – og en anden god overensstemmelse med Ediths tidstypiskhed.
Sådan én ræven har skidt
Jette Dige Rokos
225 sider
mellemgaard
Udgivet: 2024
Birte Strandby