Finn Wiedemanns ungdom er udkommet i bogform, som tidligere hans barndom I grunden har vi det jo godt.
Det foregår på samme fragmenterede måde, i små kort kapitler, et for hvert skridt – både frem- og tilbageskridt. Enkelte kapitler har årstal, og andre steder markeres tidens bevægelse med et klip fra den siddende statsministers nytårstale, det vil sige Anker Jørgensen og senere Poul Schlüter.
Samlet giver det en lidt hæsblæsende og meget genkendelig fremstilling af livet i 80’erne med demonstrationer, arbejdsløshed, generalstrejke og optakt til global afspænding – omend kun kort.
Vores hovedperson/forfatter/fortæller, der her muligvis er den samme, tegner billedet af sig selv som repræsentant for en ny gruppe: den rastløse unge, der har vanskeligt ved at finde sig til rette med uddannelse og job. Nogle valg hjælpes på vej af forældrene, og andre valg er mere fravalg end egentlige valg:
Vi skal for alt i verden ikke ende med et guldur i røven og et borgerligt liv, der strammer hårdt rundt om halsen, imens vi falder omkuld til lyden af tv-avisen …
Finn afprøver gymnasiet, erhvervspraktik som typograf, burgerbar og søger ind til A. P. Møller både hovedfirma og Lindøværftet for slutteligt at finde sig selv i et job som pædagogmedhjælper i et fritidshjem. Undervejs er der højskoleophold og civilforsvaret, og der er en udvikling i læsning og holdninger.
Der er mange gode observationer om den politiske udvikling i det gamle land, og på en måde har vi her en lille bid Danmarkshistorie. Når det kommer til kærlighed og venskab er fortælleren mere distanceret, og vi får ikke meget indtryk af de mennesker, der vandrer gennem hans liv.
Finn Wiedemann
Sådan en dag glemmer man aldrig
147 sider
Attika
Udgivet: 2017
Birte Strandby
