Så vinden ikke blæser det hele væk er den amerikanske forfatter Richard Brautigans sidste roman, der blev udgivet i USA i 1982.
Jeg-fortælleren er en 12-årig dreng. Han bor i en fattig forstad i Oregon. Det er lige efter 2. verdenskrig, og drengen samler flasker, løber ærinder og fisker. Han har ikke mange venner, ifølge ham selv fordi han bruger al sit krudt på at frygte at dø af gasudslip – hans mors frygt – så han har ikke overskud til at forsøge at få venner.
Han hænger ud med en gammel mand der bor ved en sø, og han observerer et par der stiller sofa, stole og borde op, hver gang de skal fiske ved søen. Til hans liv hører også et hemmeligt venskab med en lidt ældre dreng fra skolen, David. David er lidt af en gulddreng, og deres venskab er baseret på, at David fortæller om sine drømme. David er kæreste med skolens smukkeste pige, men når vores hovedperson spørger til hende, skifter David emne. David er også den lykkelige ejer af et gevær. Ifølge fortælleren er det ikke så usædvanligt for drenge lige efter 2. verdenskrig at have et våben. For David og fortælleren bliver det fatalt.
Romanen viser et billede af et fattigt USA med små mennesker og drømme, og måske er romanens tragedie udtryk for fortællerens egne bristede drømme. Der er en lille lighed med den latente håbløshed i Erskine Caldwells romaner, selv om karaktererne prøver at styre sig fri af ethvert tilløb til kollektiv depression. Fortælleren beretter om barndommens begivenheder fra sin position i 1979. Det giver ham en god indsigt, men det lykkes alligevel at bevare barnets naive oplevelse af omgivelserne.
Det lignede et eventyr, der levede i bedste velgående i efterkigstidens gotiske Amerika, før fjernsynet lammede Amerikas fantasi og sendte folk inden døre og væk fra at udleve deres fantasier med værdighed.
Så vinden ikke blæser det hele væk
Richard Brautigan
Oversat af Søren Visti Kjeldgaard Hansen
107 sider
Atlanten
Udgivet: 24.01.2025
Birte Strandby
