Har du nogensinde spekuleret over, hvordan det danske samfund ville reagere, hvis et rumvæsen fløj hertil og startede en epidemi, der forårsagede en gradvist tiltagende liderlighed hos dens ofre, inden den til sidst (og på grusomste vis) tog livet af dem?

Fortvivl ej – det kommer Peter Adolphsen med et yderst kvalificeret bud på i sin nyeste roman Rynkekneppesygen, som i den grad er et læs værd!

Året er 2019, og på en forårsdag ankommer rumvæsenet Ofu til jorden, hvor det bosætter sig i Winnifred Hemmingsens hud. Her formerer det sig hastigt, og den intetanende Winnie, der blot bemærker en voksende appetit på seksuelle udskejelser og efterhånden også en tiltagende rynken af sin hud, aner ikke, at hun faktisk er døden nær og dermed er blevet det første offer for det, der senere benævnes rynkekneppesygen.

Da situationens alvor endelig går op for Winnie (og omverdenen), er hun faktisk så liderlig, at hun næsten er ligeglad, og på dette tidspunkt har hun da også givet sygen videre til adskillige andre, og epidemien er for alvor brudt ud. Uheldigvis smitter sygdommen nemlig primært ved kønslig omgang med sine medmennesker…

Rynkekneppesygen fortæller om Winnie og en række af de øvrige skæbner, der angribes og/eller påvirkes af Ofus angreb.

Påfaldende er det, at det ikke beskrives som entydigt negativt at blive offer for rynkekneppesygen, der bærer det officielle navn MIWD (Mite Induced Wrinkle Disease). Inden ’sygdommens’ grumme sidste fase, synes de smittede nærmest tværtimod at opleve en intensivering af deres følelsesliv og en større grad af intimitet i samværet med andre (smittede) mennesker.

Følelser af skam, jalousi og ejerskabsfornemmelser over partnere nivelleres, mens driften blottes og den rynkekneppesyge overgiver sig til en uophørlig strøm af liderlighed.

Omvendt fordømmende og puritansk reagerer den usmittede majoritet af samfundet. Modebilledet ændrer sig til det mere tildækkede look, promiskuitet stigmatiseres og sex skal kun til nøds dyrkes og i så fald bag lukkede døre, ideelt set mellem ægtefolk.

I de parodiske beskrivelser af hvordan det offentlige sygevæsen tackler det hidtil ukendte fænomen er det svært ikke at læse en implicit kritik af et system, hvor besværligheder som en brændende bold kastes hurtigt fra den ene instans til den anden.

Science fiction genren benyttes ofte til at udfordre og undersøge et samfunds grænser og strukturer samt til at sætte perspektiv på den givne virkeligheds rammer og normer. Rynkekneppesygen er altså i denne henseende ingen undtagelse, og selvom hændelserne i romanen er absurde og ofte bærer et komisk præg, formår Adolphsen qua sit store fortæller-talent at komme med en stærk og overbevisende kommentar til individets og fællesskabets reaktionsmønstre, når traditionelle tabuer som seksuel drift og dødsangst i absurd forening tages op til behandling.

Det er interessant, det er begavet og det er ikke mindst underholdende læsning.

En klar anbefaling herfra! 

Rynkekneppesygen

Peter Adolphsen

247 sider

Udgivet 2017

Gyldendal

Anmeldt af Tea Stræde Spile