RAF er barsk læsning! Hvad var det, som fik en flok veluddannede unge mennesker fra pæne, ”bedsteborgerlige” hjem til at udvikle sig til en bande enøjede terrorister, hvor målet helligede alle midler?

Stefan Aust kommer ikke frem til en endelig konklusion, men forsøger i knap reportagestil at give en rimelig nøgtern beskrivelse af de ”onde” kræfter, der bjergtog RAF medlemmerne i primært 70’erne.
Bogen er delt op i fem hovedafsnit: ‘Veje ned i undergrunden’, ‘Terrorens ustyrlige herlighed’, ‘Træthedens kappe’, Retssagen: ‘Baader-Meinhof- gruppen for retten’ og ‘Fireogfyrre dage i efteråret’.
Alle afsnit er yderligere sat op i flere underpunkter med hver sin overskrift. Derefter to meget korte afsnit: ‘Efterspil’ og ‘Efterfølgerne’. Til sidst en alfabetisk liste over de personer, der bliver omtalt, dog – pudsigt nok – ikke medlemmer af RAF. Imellem tekstafsnittene ses en række fotografier, hvor der er henvist til en kilde eller mangel på samme. Disse basale oplysninger er vigtige og mangler desværre tit i teksten. En udførlig litteraturliste bagest ville have givet værket en højere troværdighed.

Forlaget Lindhardt og Ringhof fortæller i en forhåndsomtale, at bogen er ved at blive filmatiseret og vil komme i 2009. Hvis man ser på bogens struktur, giver det i visse afsnit rimelig basis for noget sådant. Vi begynder med effekten: Døden i Stammheim-fængslet i oktober 1977, hvor tre af RAFs vigtigste medlemmer: Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe har begået selvmord, efter at fangeflugten er mislykkedes og et kapret LuftHansafly er blevet overmandet.

Dernæst fortælles i kort telegramstil om hele RAFs historie fra 1970 og helt frem til 1998, hvor de sidste overfald og mord fandt sted. Det er en stor mundfuld – måske for stor!

Aust giver meget detaljerede beskrivelser af især hovedpersonerne: Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Ulrike Meinhof (der begik selvmord i 1972), nøjagtige årstal tid og udførlige stedsangivelser. Forfatteren har kendt personerne og tager selv noget af æren for, at Ulrike Meinhofs tvillinger blev hentet på Sardinien og ikke bragt til Jordan, hvor RAF folkene var taget hen for at få træning, men sendt tilbage til deres far i Tyskland.

Tilsyneladende forsøgte RAF banden at gøre oprør mod deres forældres nazistiske fortid plus den kapitalistiske imperialisme, som fulgte i 60erne, men som det ser ud nu, førte de blot terroren videre, og hvad mener deres efterkommere/børn om denne opførsel? Det må blive næste kapitel af historien!

Aust har samlet en mængde informationer og skrevet et grundigt og ”næsten” objektivt journalistisk værk, som dog – til trods for den tørre opremsningsstil – visse steder er præget af for mange ”fyldeord”. Som før skrevet mangler bogen ofte relevante kildehenvisninger, der kunne have begrundet dets værdi som opslagsværk.

Det er ”grum” læsning, men for mennesker, der ikke selv har oplevet 70erne, kan det være ganske oplysende. Umiddelbart synes jeg ikke, at den virker som inspirationskilde til videreførelse af terrorens væsen, dertil tegnes RAFs handlinger og deres konsekvenser alt for dystre.
Forfatter: Stefan Aust
471 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Anmeldt af Hella Sylvest