Roepolakkerne kom til Danmark mellem 1893 og 1929. De kom fortrinsvis fra Galicien der ligger mellem Polen og Ukraine, og de var en populær arbejdskraft på de gårde der dyrkede roer, især på Lolland hvor sukkerfabrikken lå, og hvor der var opført ‘kaserner’ med plads til de mange sæsonarbejdere. Lønnen var beskeden, og de skulle være i besiddelse af en opholdsbog med angivelse af arbejdssted og bopæl.
Efterhånden samlede roepolakkerne sig både i foreninger sommetider med et kommunistisk præg, og andre i katolske trossamfund. Med til billedet af denne arbejdskraft hører Aufseherne der stod for kontakten mellem arbejdsgiver og arbejdere. De var sædvanligvis polsktalende tyskere, og det var dem der annoncerede med den polske arbejdskraft og dem der fungerede som ledere af sjakket.
Udover en kort historie rummer Roepolakkerne satte spor en række noveller, krimifortællinger, fortællinger for børn, romanuddrag, digte, sange, erindringer, slægtshistorier og faktuel prosa af 20 forskellige forfattere. Og det handler selvsagt meget om kulturmøderne mellem polakkerne og danskerne.
Bogens illustrationer er dels dokumentation: en annonce der kundgør, at 400 roepiger ankommer til Lolland, et billede af en opholdsbog, fotografier, og dels er det AI-genererede billeder af roepolakker især piger der er over al måde yndige med blomstrede tørklæder og i omgivelser der henleder tanken på romantiske motiver fra guldalderen. Lidt i disharmoni med de ret brutale fortællinger om mobning og tyranni fra danske gårdejere og deres ansatte, men passende til for eksempel kærlighedshistorien I verdenskrigens skygge.
Der er flere fortællinger, endda et par krimier. De berører allesammen temaet uretfærdighed, men kunne som sådan lige så godt handle om rige og fattige som om danskere og polakker.
Man kan finde lidt om roepolakker på nettet, og der er Museum Polakkasernen på Lolland samt et immigrantmuseum i Farum der berører dem. Desuden rummer denne lille bog både deres fælles historie og lidt nyere litteratur der søger at fremstille deres liv i det danske.
Roepolakkerne satte spor
Carsten Aner, Carsten Flink, Birthe Aela Faarvang, Nils Hartmann, Józef Jarosz, Jan Kozon, Karen M. Larsen, Else Lefmann, Hanne Munk, Dorte Roholte, Karin Louise Sigurskjold, Camilla Simonsen, Ingrid Slott, Bente Sonn, Rita Tvangsø, Hilmar Wuff og Karen Zubari
Lise Bostrup, Alfred Gynther Christensen, Torsten Elsvor (redaktion)
220 sider
Os hernedefra, Forlaget Bostrup, LollandsbBbliotekerne
Udgivet: 10.04.2025
Birte Strandby