Gyserlitteraturen bugner af afdøde der har oplevet uret og vender tilbage for at få retfærdighed, for at besætte de levende og i særlige tilfælde for at overtage en anden krop og på den måde genoptage et liv. Hos Shakespeare møder vi både Banquo fra Macbeth og Hamlets far. Henry James har et særligt uhyggeligt par i The Turn of the Screw, og rækken af film om genfærd der søger retfærdighed, hævn eller måske bare en ny krop er lang – fra What lies beneath med Michelle Pfeiffer og Harrison Ford, The Ring og Sleepy Hollow. Der er flere besværligheder som gengangerne må igennem, en af dem er kontakten til de levende, og det er ofte her, at gysene når deres højdepunkter, for hvordan får en død opmærksomheden fra en levende? 

Generelt er de mennesker der udsættes for kontakten ofte modne mennesker med en vis robusthed. Det gælder bare ikke i Teddy Vorks Rød Stue. Her er den vrede genganger i en børnehave, og det betyder, at alle er sårbare og skrøbelige i forhold til de kræfter der er på spil. Nogle af ungerne er ganske vist ualmindeligt kvikke, men altså stadigvæk kun fem år gamle.

Benjamin er den nyansatte i børnehaven. Han er også relativt nybagt far og ganske godt tilfreds med tilværelsen, sit barn og sit parforhold. Han har haft en belastet barndom med alkoholiske forældre, og han er helt klar til at gøre tingene bedre for sit barn og for børnene i børnehaven.

Det går godt i børnehaven. Han er populær hos børnene og har fint styr på opgaver og på, hvordan han skaber god forbindelse til de forskellige børn.

Men midt i hverdagen oplever han noget sært: ting der bevæger sig af sig selv. Ikke så meget, at andre opdager det – en tush flytter sig, en stol. Er det bordet der står skævt, har han skubbet til stolen? Og hvorfor kan Yasmin der ellers næsten ikke har et sprog pludseligt udtrykke sig velformuleret i voksne vendinger?

Der er også nogle børn der bemærker sære hændelser, men da Benjamin prøver at bringe sine besynderlige oplevelser op på personalemødet, bliver han tysset ned. Der er sket noget i børnehaven for mange år siden, og børnehavens ledelse har reageret på det. Det blev først problematisk, da kommunen skulle forholde sig til en regning for ‘uddrivelse’.

Trods usikkerhed og risiko for problemer er Benjamin nødt til at undersøge, hvad det var der skete i børnehaven for mange år siden. Men større vished bringer ikke trygheden tilbage i børnehaven. Tværtimod.

Uhyggen er helt i top, dobbelt uhyggelig fordi en børnehave forventes at være en tryg helle, et sikkert sted. Gyseren anbefales ikke til forældre til små børn – eller børnehavepædagoger.

Rød stue

Teddy Vork

212 sider

2 Feet Entertainment

Udgivet: 2025

Birte Strandby