James Hogg levede 1770 – 1835, og han solgte ikke mange bøger i sin egen levetid. Imidlertid har litteraturvidenskaben siden taget denne roman fra 1824 frem som et tidligt bud på en krimi og på grund af hovedpersonens særlige personificering af ondskaben i en kaliber på linje med Dostojevskis Raskolnikov, Camus’ Caligula og Victor Hugos præstemenneske, Frollo.
Romanen falder i to dele. Første del er fortællerens beretning og anden del er vores onde hovedpersons version. Det begynder med et ægteskab mellem to umage parter. Kvinden foragter sin noget ældre mand, fordi han tager for let på livet i forhold til hendes strenge religiøse indstilling. Hun føder to sønner, men kun den første er angiveligt hendes mands, hvorimod den anden muligvis har hendes åndelige vejleder som far.
De to drenge har ikke den store kontakt, men en dag mødes de, og det kommer til at koste et liv. Der er et vidne til mordet, og der er en kvinde der gerne vil opklare det.
Den yngste søn omgås angiveligt djævlen og retfærdiggør sine blodige handlinger med en tro på, at han personligt skal fjerne det onde fra verden. Indblikket i vores selvretfærdige hovedperson er en af romanens styrker.
James Hoggs er blevet sammenlignet med Byron og Walter Scott, men det er måske nok at give ham større hæder end han fortjener. Hans sprog er er ikke meget lettere at læse end Byrons eller Sir Walter Scotts, men Hoggs er desværre uden den elegance og pondus der præger de to andre, og romanen bliver periodisk tung, selvom det ikke skorter på drama.
En retfærdiggjort synders erindringer og bekendelser
James Hogg
Oversat af Hans-Jørgen Birkmose
229 sider
Hoff & Poulsen
Udgivet: 2016
Birte Strandby
