Fantasifuld børnebog fra mumitroldenes hjemland
Tolvårige Pi har nedtur. Hendes bedste veninde er flyttet, og hendes to storesøstre er kommet i bh-alderen og er ikke rigtigt sjove mere. Men så finder Pin et særligt armbånd, og lige pludselig går der Narnia og Harry Potter i tilværelsen, og hun er ikke bare forladte Pi, men den der forventes at redde en hel verden.
I modsætning til Narnia og Harry Potter har den nye fantasy verden ingen lighed med vores verden. Den består af en Inderside og en Yderside. På Indersiden, hvor Pi lander, er der sære væsener, blandt andet væredyrene, der gør sig bemærket ved at være højt begavede ved fødslen og blive dummere og dummere – men uden at det påvirker ordforrådet – efterhånden som de ældes, og de dør, fordi de glemmer, hvordan man trækker vejret. Desuden er der vandrehøjene, jordhøje der flytter sig, og der er snulut, et væsen der lader sig fragte rundt af vandrehøjene. Der er også broccoliplanter, der overraskende bærer meget velsmagende frugter.
Problemet i denne ellers idylliske verden er, at nogle uhyrer forsøger at bryde igennem ringen og ødelægge den. Pi og væredyret Puf påtager sig opgaven med at finde ud af, hvordan man løser problemet.
Pi er tænksom og fornuftig, og løsningen på problemet er en udfordring – også for læseren. De sort/hvide illustrationer bidrager til forståelsen af det anderledes univers og dets væsener.
Princippet med den unge helt/heltinde, der kommer fra den virkelige verden er hyppig i fantasy, mens Indersidens opbygning og væsener – selv deres livscyklus – afviger fra standarderne. Det gør læsningen fascinerende og krævende.
Johanna Sinisalo
Illustreret af Miisa Lopperi
Oversat af Birgita Bonde Hansen
206 sider
Turbine
Udgivet: 2013