Fynsk hyggespændingsroman om nogle slemme banditter, der stjæler dukkemøbler fra Titanias Palads på Egeskov Slot og futter et luftskib af i Svendborg.
Jonathan og Kristoffer er raketbrødrene. De bor ved Midtfyns Flyveplads. Det er deres hobby at bygge modelfly, og de har netop bygget en Albatros. Mens de dyrker Albatrossen, sker der mærkelige ting og sager andetsteds på Fyn, blandt andet forsvinder alle møbler og kunstgenstande fra Titanias Palads. Selve dukkehuset bliver stående.
På landingsbanen møder Kristoffer en pilot i en Spitfire, men efterfølgende viser det sig, at piloten har været død i tre år.
Senere er Kristoffer med sin klasse i London. Som han siger til sin mor på sit ikke helt overbevisende teenagesprog: ’Du ved, jeg har drømt om at komme til London i flere år’.
I London møder han både levende og døde. Han kan se mennesker, som hans klassekammerater ikke kan se, og ved et tilfælde møder han også en smugler med samlermani.
Der er mange spændende og fantasifulde elementer i bogen, især er spøgelserne uhyggelige. Desværre har de ikke megen mission men ligner mest staffage, når undtages en fuldstændig uvurderlig information, som en død pige giver Kristoffer. Der er mange personer at holde styr på, forældre, lærere, politifolk, banditterne og en dame, der som Kristoffer er i stand til at se spøgelser.
Takket være de to kvikke brødre og deres ikke mindre kvikke fætter, der tilfældigvis er i praktik hos politiet, opklares den mystiske forbrydelse. Nå ja, og så får politiet også hjælp fra en gammel vaneforbryder, der er dømt for mere end 400 tyverier!
Preben Dahl
Illustreret af Peter Heydenreich
113 sider
mellemgaard
Udgivet: 30.09.2013
Ungdomsbog