En af de gode ting ved denne børnebog er, at jeg-fortælleren Pym Petterson henvender sig direkte til sin – jævnaldrende – læser. Det gør Pym og hendes vanskeligheder nærværende, og man får føling med kampen for at blive hørt i familien og i skolen.
Pym har to ældre søskende, tvillinger, den ene, Simon, ønsker sig som det eneste et ninjasværd til den forestående fødselsdag, og den anden, Sanna, er blevet kristen, hvilket giver sig et udslag i hyppige fortolkninger af Bibelen og en overraskende og usædvanlig fromhed. Hendes søskende har en teori om, at den pludselige fromhed kan hænge sammen med, at begge tvillinger skal konfirmeres og derfor er begyndt at gå til præst – en interessant mandlig præst. Simon beslutter sig for at teste Sannas kristenhed ved at præsentere hende for en manifestation af hendes værste fobi. Det er bare en af de mange sideløbende historier i romanen.
Ellers handler det om Pyms klasse der skal på skoleudflugt med deres lærer, fordi det nu i syvende klasse er ved at være sidste chance for at nyde en fælles skoleudflugt. Desværre er klasselæreren udsat for en ulykke, og vikarer må træde til, for at klassen kan komme på udflugt. Den ene af de lærere der skal med er angiveligt blevet smidt ud fra en skole, fordi en dreng forsvandt sporløst. Han, læreren, går ind for SOS = Struktur, orden, stilhed, og så er rammen ligesom på plads.
Pyms hverdag rummer humor og gode historier om lærere og om forventninger til og frygt for, hvad utilregnelige voksne kan finde på for at plage børn.
Heidi Linde
Oversat af Lars Bøgeholt Pedersen
152 sider
Gyldendal
Udgivet:10.09.2015
