Forskning i rummet er vores eneste chance for at redde os fra udslettelse …
Et dansk bud på en udgave af Interstellar!
Max er et usædvanligt barn. Han er født uden hår og negle, og så er han ualmindeligt velbegavet. Hans dominerende interesse er rumforskning, og han lægger tidligt an til at skabe store ting. Han forelsker sig i Sarah der er genomforsker.
Menneskeheden er som bekendt i fare. Sædvanligvis er det klima, miljø og ulighed der er de største trusler, men ikke her. Her er risikoen for at en kæmpe meteor rammer kloden den altdominerende fare.
En gruppe forskere med Max i spidsen sætter sig for dels at skabe et våben, der kan skyde asteroider i mindre stykker og dermed forhindre nedslag der måtte påvirke livet på jorden. Ydermere planlægger forskerteamet at finde metoder til at bevare jordens liv – på en eller flere andre planeter.
De lægger stort og ambitiøst ud og gør hurtigt fremskridt. Ikke alle under dem succesen, og handlingen udvikler sig til ren krimi med både tragiske og gode følger.
Romanen er rigeligt lang, og de mere tekniske forklaringer er ret tunge. Der er mange ideer i forbindelse med rumforskning og dna-forskning, og det bliver for bastant og for meget. Måske er der i virkeligheden stof til to kortere romaner i stedet for denne ene.
Der er mange gode elementer i romanen: Landskabet er velbeskrevet, benzindrevne biler er udfaset, folk kører delebil, der er ikke længere støjbarrierer ved motorvejen, erhvervsbyggeriet rykker ud af bymidterne, grønne arealer og gamle huse i udkanten forsvinder, efterhånden som virksomhederne bygger. Det er lidt sjovt, at Max plukker en stor (sjælden) buket ukrudt til sin mor, men med vilje fravælger de kommercielt fremdyrkede eksemplarer fra blomsterhandleren.
Progeny
Claus Spanner Elmholt
666 sider
mellemgaard
Udgivet: 2019
Birte Strandby