Gode gamle Sir Arthur Conan Doyle er helt sikert en af verdens mest kendte forfattere. Doyles udødelige Sherlock Holmes er elsket af enhver krimifan, men som Jules Verne og H.G. Wells skrev doktor Doyle også science fiction.

Historierne om den overordentlig intelligente professor Challenger er skrevet for omkring 100 år siden. I dette bind er der to romaner og to noveller om den skovmandsskæggede, umanerligt irriterende og selvoptagne Challenger der er en slags gal videnskabsmand, en eventyrer ud i videnskaben der som en Indiana Jones leder efter forsvundne hemmeligheder, men han søger også at bevise sine mange utrolige teorier om verdens beskaffenhed eller oplever katastrofer som i fortællingen om Den giftige zone, hvor Jorden kommer ind i et biotoksisk kosmisk bælte som ser ud til at resultere i en total udryddelse af menneskeheden.

Den længeste historie er Den forsvundne verden hvor professoren og hans ‘doktor Watson-sidekick’ og fortæller, den unge journalist Edward Malone, tager til Sydamerika for at udforske den for 100 år siden stadig ukendte områder i midten af jungleområderne. Her finder ekspeditionen på et isoleret bjergplateau en en forhistorisk verden med dinosauer, pterodaktyler og abemennesker. Den samme ide med mennesker i overlevet dino-verden er senere brugt i mange sammenhænge med Jurassic Park som et af de seneste skud på stammen. Det er ganske fornøjelige historier med et ubehøvlet geni som det udfarende centrum. Der er gammel stivlæbet engelsk ironi og betagende fornærmelser i massevis, for den koleriske Challenger holder sig bestemt ikke tilbage når det drejer sig om at blive uvenner med alle og enhver. At han også kan være både brutal og ubarmhjertig når det gælder, kan man opleve i novellen om Opløsningsmaskinen.
Denne Conan Doyle samling er en interessant litteraturhistorisk udgivelse som både Doyle- og science fiction-fans og såmænd alle andre kan glæde sig over. Det er spøjst at se hvor moderne man kunne være for 100 år siden.

Professor Challengers bedrifter
Forfatter: Arthur Conan Doyle
Oversætter: Niels Dalgaard
302 sider
Forlag: Science Fiction Cirklen
Udg.: November 2010

Jan Vandall