Ungdomskomplikationsroman
Som Kapgang af Morten Kirskov – udgivet i 2010, filmatiseret i 2014 – begynder denne roman med en mors dødsfald. Morten er ældre end hovedpersonen i Kapgang – næsten 20 år, og morens død bliver optakten til hans voksenliv.
Udenpå er alt normalt, selvom ingen taler i uger efter morens død. Faren drikker og der er stor afstand mellem far og søn. Efterhånden afsløres et dysfunktionelt familieliv. Begge forældre drak rigeligt, og Morten har i flere år måttet lægge øre til rigtig meget, der egentligt ikke vedkommer børn. Faren har aldrig været direkte voldelig, men moren gjorde det alligevel til en vane at sove hos drengen, når tingene udviklede sig. Det får flere konsekvenser, og efter morens død kører faren helt af sporet.
Mortens liv handler om farens værksted, hvor han indtil videre kun har fået lov til at lave det, faren benævner idiotarbejde. Idiotarbejdet er efterhånden blevet mere og mere avanceret og omfatter betydelige reparationer, punktsvejsning og opbygning af en Austin Haley nærmest fra bunden – som om Mortens adgang til voksenlivet sker via hans arbejde og senere overtagelse af værkstedet. Med i billedet er også hans to venner, Mikael og Malene. Mikael vil gerne være kæreste med Malene, og Malene vil gerne i seng med Morten. Og således går livet sin sære, ujævne gang.
Det er en god ungdomsroman med mange facetter, men man savner lidt Aakesons sædvanlige humor og bagvendte indfald. Der er masser af fejl og pletter på personlighederne, men ingen forsonende skæve synsvinkler. Der er – som det også sommetider er tilfældet med Bent Hallers bøger – en tragisk undertone.
Kim Fupz Aakeson
170 sider
Gyldendal
Udgivet: 09.01.2015
Birte Strandby