Kim Hundevadt har med krimien Porcus (svin på latin) et klart budskab om, at den industrialiserede svineproduktion er mere end kritisabel. Det er en roman, der både peger på et stærkt dyreetisk problem – og samtidig er utrolig spændende, velskrevet og uden megen tomgang. Der sker næsten noget nyt på hver side.

Rammen om hele historien er, at landets absolut største svineavler, Søren Poulsen, er forsvundet. Han er ikke bare den største, men også en stor kanon i landbruget.

Efter tre uger  bliver han fundet på en øde gård på Mors – død. I disse uger har Poulsen været lænket på samme måde som søerne, kun haft mulighed for at spise det foder, grise får – og til slut er han blevet slagtet på nøjagtig samme måde som svin bliver på landets slagterier.

Gruopvækkende. Drabet på Poulsen vækker stor opmærksomhed. Ikke kun Nordjyllands politi bliver sat på sagen – også PET involveres. Der breder sig ganske snart en opfattelse af, at det er  rabiate dyreaktivister, der står bag. Regeringen kalder det terrorisme og alt sættes ind på opklaringen.

Til PET er den unge Christiane Mielcke, kaldet Chris, tilknyttet. Hun har til stor irritation for PET-chefen en anden opfattelse.

Hun er kommet i forbindelse med journalisten Michael Moll, kaldet Mich. Han har gennemgået nogle internationalt lækkede papirer. Han har læst, at Poulsen har solgt tre store svinefarme til en russisk oligark. Denne kan have følt sig snydt, da det viste sig, at der var udbrudt svinepest på denne ene farm. Mon dog ikke denne russer kunne have et motiv til at hævne sig på Søren Poulsen?

. De to kommer hen ad vejen på tværs af deres respektive chefer – og der vanker også tørre tærsk til Mich. I den forbindelse viser Chris at være en særdeles hårdtslående dame. Hun er heller ikke bleg for at gå lidt utraditionelle veje for et PET-agent, hvis hun mener, det fremmer sagen.

Det kommer til store demonstrationer i hovedstaden, hvor dyreaktivister og landmænd ryger i totterne på hinanden.

Forfatteren lader en dyreaktivist beskrive forholdene for svin i de store produktionsanlæg, og det virker som han har undersøgt det grundigt.

Porcus er Kim Hundevadts debut som skønlitterær forfatter.  Bogen er første bind i en ny krimiserie om Danmark i 2020’erne. Spændende.

Porcus

Kriminalroman

Forfatter Kim Hundevadt

378 sider

Udkom februar 2025

Politikens Forlag

Anmelder Bjarne Gregersen