Lone Aburas fortsætter med tør humor og kritik af menneskelig snæversynethed. Denne gang med katastrofekurs.
Det begynder fredeligt. Rebecca er flyttet sammen med Robert. De har i alt tre børn. Rebecca underviser mennesker, som hun selv betegner som tabere. Hun har ikke rigtigt kontakt til sin teenagesøn, og forholdet til Robert består først og fremmest, fordi hun ikke orker at finde sig et nyt forhold. Robert er mere entusiastisk og med bifald fra en god ven – der er karriere-aktivist – beslutter han sig for at tilbyde en afvist asylansøger et hjem i familiens lejlighed.
Rebecca er ikke vild med ideen men får ingen indflydelse på beslutningen, og Amir flytter ind. Amir er en fredelig mand og godt selskab for Rebeccas søn, men hans indflytning skaber alligevel tumult, og mens Rebecca og Robert kører rundt i deres egne små cirkler, hvor det giver street credit at skjule en flygtning, så falder deres verden fra hinanden. Det ene barn kommer i behandling for anoreksi, et andet barn forventes tiltalt efter terrorloven, og parret render ind straf i forhold til udlændingeloven, samtidigt med at idealerne ryger ud med badevandet.
Som i Kirsten Hammans ’En dråbe i havet’, i Kirsten Thorups ’Tilfældets gud’ og i Audur Jónsdóttirs ’Depositum’ er et af temaerne ønsket om at gøre godt og handle idealistisk, og så i virkeligheden fucke det hele op – et menneskeligt vilkår? Et andet tema er magtesløshed hos forældre, når det gælder opdragelsen af poderne, og som i Aburas to andre bøger ’Føtexsøen’ og ’Den svære toer’ – handler det også om hverdagens kampe og resignation.
Politisk roman
Lone Aburas
144 sider
Gyldendal
Udgivet: 2013
Birte Strandby
