Når vi i dag bander over vores politikere, så er det i virkeligheden landmændenes skyld!
Det begyndte med nomader, der bosatte sig for at dyrke jorden i stedet for at jage. Derved kunne de brødføde familien, og med landbrugene begyndte man den arbejdsdeling, der blev grundlaget for vores komplekse samfund. Arbejdsdelingen kræver varebytte, og genet for retfærdighed har vi altid haft – aber har det stadigvæk.
At dele er en fundamental måde til at holde sulten fra livet. Det er let nok at dele med sin familie, eller med dem man kender godt. Det bliver straks lidt vanskeligere, når man skal dele med dem, man ikke kender, og det er her politik og lederskab kommer ind i billedet; når goderne skal fordeles nogenlunde retfærdigt.
Politik er konflikt om ressourcer, og vores holdning til omfordeling viser sig i høj grad at være genetisk funderet, for mennesket er et politisk dyr:
En undersøgelse foretaget af blandt andet bogens forfatter viser, at stærke mænd er mere tilbøjelige til at stemme på det, der gavner dem selv mest.
De mænd der i en lignende undersøgelse kunne løfte flest kilo var også dem der gik mest ind for militante løsninger på politiske problemer.
Desuden spiller det ind, om vi er sultne, når vi tager stilling til tingene. For eksempel har vi mere medfølelse med kontanthjælpsmodtagere før frokost end efter frokost, for sympatien er direkte forbundet med blodsukkeret.
I samme forbindelse forklarer forfatteren, at den skeptiske eller negative reaktion overfor mennesker der er anderledes også er en arv fra forfædrene, en tidlig angst for smittefare. Så hvis man er et menneske der bekymrer sig over smittefare på restauranter, så er der en god mulighed for, at man også finder at indvandring bør begrænses.
Det giver anledning til at tage mavefornemmelser op til revision. Mavefornemmelser er de fleste klar til at forsvare med mange gode til formålet indsamlede argumenter, men selve fornemmelsen er en arv fra en svunden tid og nu ikke længere så anvendelig.
Som altid er tænkepausen en lille vidensinjektion og en læsefornøjelse.
Bonusinfo: 0,5 % af jordens nuværende mandlige befolkning nedstammer fra Djengis Khan.
Michael Bang Petersen
60 sider
Tænkepause
Århus Universitetsforlag
Udgivet: 03.11.2015