Biodiversiteten er truet, og Anders Lund Madsen er manden der går konkret til værks. Efterhånden har vi fået øjnene op for betydningen af dyrevelfærd, så nu må det være planternes tur. Peter Lund Madsens samtalepartner om emnet er professor i plantefysiologi Michael Broberg Palmgren. Baggrunden for Planternes manifest er Radio24syv-podcastet ‘De 40 fedeste planter’ og Michael Broberg Palmgrens berettigede indignation over menneskers ligegyldighed overfor planter.

Planternes manifest er selvsagt underholdende. De fleste kapitler forløber som interviews, og læseren bliver ret hurtig ydmyg. Indledningsvist får vi den oplysning, at mennesket har ca. 20.000 gener, mens hvedeplanten har 110.000. Så meget for menneskelig arrogance.

Forfatterne har listet godt 40 fede planter med overraskende egenskaber. Der suppleres med planternes fælles forhistorie – og et par kapitler om pauser og frokost. Botanikeren Carl von Linné har også fået et kapitel, og hans smukke plantebilleder pryder siderne. Af samme årsag har også planten linnæa fundet vej til planternes hitliste, skønt den fortrinsvis vokser diskret i svenske skovbunde. Den er opkaldt efter Linné, men da man ifølge den botaniske nomenklatur ikke må opkalde en organisme efter sig selv, måtte han bede sin hollandske kollega om at gøre det.

Blandt de godt 40 planter findes der kendte og mindre kendte. Nogle er bemærkelsesværdige for deres gift, eksempelvis vintergækken, og andre for deres helbredende kraft, såsom skvalderkålen der angiveligt virker lindrende på podagra. Ellers er planten mest berømt – eller berygtet for sin overlevelsesstrategi, der går ud på, at den er vanskelig at udrydde, som de fleste haveejere og -passere ved.

En anden af planterne er kæmpeåkanden, der kan bære op til 136 kilo på et blad uden at synke. Den gør sig også bemærket ved at fange biller, som den lukker inde i blomsten, mens de bestøver den. 

Der er al mulig grund til at læse Planternes manifest og bliver klogere på figen, mammuttræ og opiumsvalmue. Lund Madsens humor matcher fint Palmgrens viden og entusiasme, og man kan føle sig godt underholdt, mens man tilegner sig viden om den tavse verden.

Planternes manifest

Et forsvar for en tavs livsform

Anders Lund Madsen og Michael Broberg Palmgren

303 sider

Gyldendal

Udgivet: 28.10.2021

Birte Strandby