Charlotte Blay må være landets flittigste børnebogsforfatter. I løbet af 40 år har hun udgivet mere end 80 titler: børnebøger, ungdomsbøger om Kenya, Grønland og Nicaragua og bøger om madlavning.
Nu kommer så denne lille fortælling om tolvårige Bøje og hans familie der bor på familiens skib, Havheksen. De ligger i havn, Bøjes far arbejder på skibsværftet, og Bøje er ved at skrælle kartofler på dækket, da han opdager en dreng der står på kajen. Drengen kalder sig Sugarpop og vil kun tale med Bøjes far.
Sugarpop viser sig at være Bøjes halvbror. Det er Bøje ikke helt vild med, men hans jævnaldrende søster Rosita og lillebroren Tamp bliver ret glade for Sugarpop. Sugarpop skal bo på skibet, og familien vil sejle ham tilbage til hans mor. Det handler også om et skattekort, hvor Bøjes far har den ene halvdel, og Sugarpops papfar har den anden.
Det er en anden verden, end den danske børn sædvanligvis oplever. Bøje og Rosita går i skole, når de er i havn, men ellers deltager de i opgaverne på skibet. Det er lidt en drømmetilværelse incl. hårdt arbejde, men realismen banker på.
På rejsen møder de et synkende flygtningeskib. De tager flygtningene ombord, og det lykkes også at finde en havn, hvor flygtningene må komme i land. Herefter møder Bøjes far sin gamle ærkefjende.
Der er masser af dramatik, en del humor, og Bøje har nogle meget almindelige problemer med at acceptere sin nye bror,
Det er en let, underholdende fortælling, uden at den lægger afstand til den realistiske hverdag. Og der lægges op til mere drama i efterfølgeren.
Piratbjørnen
Til søs 1
Charlotte Blay
103 sider
Byens Forlag
Udgivet: November 2024
Birte Strandby
Bibliografi, Charlotte Blay: http://www.blay.com/Skrevet/Bogramme.htm