Den britiske forfatter Gill Thompson har en mangeårig baggrund som engelsklærer bag sig. Men i 2019 debuterede hun som forfatter af historiske romaner med ”Verdener imellem os”. Nu udgiver forlaget Gutkind hendes foreløbigt tre første bøger på dansk. ”Pigen på perron 1” er inspireret af virkelige hændelser fra Anden Verdenskrig. Hvis du har set filmen ”One life” og kender den tjekkoslovakiske Kindertransport, som Nicholas Winton var en af hovedmændene bag, vil du her få nye facetter til dén fortælling. 

Romanen indledes med en prolog i Prag i 1930. Den 16-årige jøde Eva er et stort musikalsk talent, da hun pludselig udsættes for en fatal hændelse. Dét bliver livsomvæltende. 

Så spoles tiden frem til 1939, og romanen tager sin egentlige begyndelse. Eva bærer nu på en mørk hemmelighed. Hun er blevet mor til pigen Miriam, og hun har giftet sig med den ældre enkemand Josef. Situationen for jøderne bliver gradvist vanskeligere. Faren ulmer og Eva ved mere end nogen, at nazisterne ikke er til at stole på. Hun vælger derfor at sende Miriam med en Kindertransport til England. Derved går hun op imod sin mand. Hun selv og Josef undslipper ikke tyskernes jødehad. Snart befinder de sig bag hegn i en koncentrationslejr. 

I romanens andet spor følger vi engelske kvækerfamilier. I Hamsted bor Pamela sammen med sin mand Hugh og unge søn Will. Hugh er embedsmand i Udenrigsministeriet og tæt på magten, mens Pamela bruger sin tid på frivilligt arbejde. Familiens tro tilsiger dem at være pacifister og hjælpe andre. Will melder sig til RAF, hvilket gør Pamela dybt ulykkelig. I hendes øjne forkaster Will ideologien om, at kvækere ikke må kæmpe og slå ihjel. Samtidig er hun bange for at miste igen. I Den Store Krig mistede hun sin bror. Intenst kaster Pamela sig over arbejdet med at hjælpe jødiske børn, der kommer til England fra krigens mørke via Nicholas Wintons netværk. Hun er også selv med til at hente børn i sikkerhed. Da en lille pige, Miriam, mod forventning ikke hentes af de engelske plejeforældre hun var tiltænkt, træder Pamela til. Fra da af knyttes stærke forbindelser mellem de to tapre kvinder, Pamela og Eva, der er adskilt af krig og kontinent. De er på sin vis forenet ud fra et fælles ønske om at beskytte krigens mest sårbare ofre: Børn. 

Fortællingen udspiller sig skiftevis i England og Tjekkiet. Gill Thompson tager os i tid og sted dels med på en tur tilbage til et jødisk samfund, hvor musik og tro er i centrum. Om det er et stereotypt billede af jøder, vil jeg lade være usagt. I takt med at krigens rædsler udvikler sig, skiftes Prag ud med koncentrationslejre for de voksne, mens Miriam sendes til England. Kvækerfamilien lever efter datidens normer et ret godt materielt liv med hushjælp, bil, fest og silkekjoler. Alligevel er ønsket om at hjælpe allestedsnærværende. 

”Pigen på perron 1” er en rørende beretning om mødre, der vil gøre det alleryderste for at beskytte deres børn og andre mødre, der i nødens stund træder beredvilligt til. Undervejs gør forfatteren os klogere på de tjekkiske Kindertransporter. Der bliver desuden zoomet ind på kvækerne i England. Jeg savner at blive taget med, når troen dyrkes med andre ligesindede. Beskrivelsen af religion bliver holdt på et overordnet plan. Samtidig vil jeg gerne vide mere om Miriams udfordringer på skolen. Grundlæggende virker fortællingen forenklet. 

Sproget i bogen er let og ligetil. Det samme er handlingen. Trods et relativt stort persongalleri er fortællingen overskuelig. Gill Thompson hjælper beredvilligt læseren ved at angive sted og tidspunkt før hver af bogens dele. I min optik er det ikke forfatterens stærkeste roman. Plottet virker desværre konstrueret og søgt. Til gengæld vil fortællingen sikkert tage sig flot ud på det store filmlærred med kammermusik i baggrunden og Kleenex-servietter til publikum. 

Ingen tvivl om at grundfortællingen om Eva og Pamela ér hjerteskærende. Men for at kabalen går op, må Gill Thompson lave et par mellemregninger, der stikker ud. Ærgerligt! ”Pigen på perron 1” er nemlig en fascinerende beretning om hverdagsliv under krig, om mod, opofrelse, tro, tapperhed og umenneskelige tab. Musikken er lyspunktet midt i nøden og mørket. Gill Thompson skildrer et stykke trist historie på en følelsesladet og fængslende måde. Men den forbliver også ret skabelonagtig i sin konstruktion. Især personkarakteristikkerne er meget sort-hvide. Du bør læse romanen hvis du interesseret i Anden Verdenskrig og gerne vil vide mere om tjekkiske jøder. 

Links

Om kindertransporter og Nicholas Winston:

Schindler reddede 669 børn fra Holocaust

De tre uselviske frelsere der tav

Kvækere   

Pigen på perron 1

Forfatter: Gill Thompson

Oversættelse: Ursula Olander

Forlag: Gutkind

401 sider. Hardback 

Udgivelsesdato: Den 17. maj 2024

Anmelder: Nønne Lønne Votborg