Flot illustreret billedbog om, hvad man går glip af, når man har hele hovedet nede i mobiltelefonens skærm.

Bogen er skrevet som et digt:

Hvis et rumskib fra en mystisk stjerne

suger hende med sig ud i det fjerne

så bipper hun videre uden at ænse

at hun krydser galaksens yderste grænse.

Pigen lever i en fantastisk verden med bjørne der vil kramme, pirater, giraffer og rumskibe. Hun ser ikke noget. Hun opdager ikke engang, at hun pludseligt sidder i en rutsjebane, men da hun taber mobilen, og den går i stykker, så oplever hun pludseligt at blive seende, og hun får øje på den store, larmende, sjove verden, hun ikke så før. Det er en dejlig oplevelse – og det er basalt bogens budskab: Se op fra mobilen og oplev verden.

Det er et udmærket, men også lidt letkøbt budskab til børnene uden smålig hensyntagen til, at det sandsynligvis er de voksne der har forsynet ungerne med mobilen – og vanen – fra en tidlig alder. Men det er naturligvis lettere at opdrage på børnene end på de voksne. Og hvem ved? Måske vil ungerne påvirke forældrene med deres ideer om at opleve verden.

Trods et billigt budskab og lidt uregelmæssige rim er det en god historie. Der er virkeligt eventyr uden for skærmen, og illustrationerne er store, flotte og udtryksfulde. De nærmest hiver læseren ind i bogen, så man får fuldt udbytte af krammebamse, marsboer og rutsjebane – og billederne ville også gøre sig godt på væggen.

Pigen med de travle øjne

André Carrilho

Oversat af Lean Pejtersen

48 sider

Udgivet: 20.01.2026

Jensen & Dalgaard

Birte Strandby