Selvbiografisk debut solgt til 15 lande
Sophie får konstateret en voldsom kræftsygdom. Det rammer selvsagt hårdt, og Sophie må slås med såvel tanken om mulig nært forestående død som med selve kemoterapien. Terapien får hende til at tabe alt håret, og efterhånden får hun anskaffet en del parykker. Parykkerne får særlig betydning, fordi de hver for sig understøtter både gamle og nye personlighedstræk, der trænger sig på ved truslen om død.
Sophie overlever sygdommen og er i dag rask. Hun har oplevet at være gæst hos Oprah og er i gang med sin første roman.
Bogen er opbygget som en dagbog, og for den der selv har haft kræft eller er i familie med een der har, er der mulighed for empatisk indlevelse i forfatterens opfattelser af liv, død, sygehuse, læger og medpatienter.
Sophie er ung og som sådan alene berettiget til al den hjælp, et vestligt sundhedsvæsen kan mønstre. Men det er overvældende mange ressourcer der er til rådighed for nogle få kræftpatienter, og hele bogen bør måske rejse spørgsmålet om sundhedsforskning kunne indrettes så eksempel hygiejne og sult og dermed småbørnsdødelighed kunne tilgodeses i større omfang.
For den der interesserer sig for sygdomsbilleder, er romanen velskrevet og informerende, og Sophies måde at tackle sin verden på afføder beundring. Men ellers er romanen lang. Der er ingen tvivl om, at selve skrivningen har været af umådelig terapeutisk værdi, men 200 sider om sygdom og helbredelse er i overkanten og hele romanen er ifølge sagens natur fabelagtigt egocentreret, selvom mange af tankerne om liv, død og kærlighed kan være almengyldige.
Forfatter: Sophie van der Stap
Oversat af Birthe Lundsgaard
240 sider
Gads Forlag
Udg.: 18.03.2010
