Som forfatteren Nella Larsen (1891 – 1964) og som Heidi Wedel Durrow selv, så er hovedpersonen Rachel i Pigen der faldt ned fra himlen barn af en dansk mor og en afrikansk-amerikansk soldat. Rachel har lys hud og blå øjne, og et af romanens temaer handler om at finde ud af, om hun hører til blandt de hvide eller blandt de sorte. Et andet tema handler om at leve med sorgen, efter at Rachels mor sammen med sine tre børn hopper ud fra taget på den bygning, hvor de bor. Moren og de to mindre søskende bliver dræbt, Rachel overlever. Hun flytter ind hos sin farmor, er dygtig i skolen og får tæsk i frikvartererne, indtil den dag hun slår igen. Spørgsmålet er, om hun har en fremtid, eller om skæbnen har tabt hende på gulvet.
Rachel er den sårede men ikke længere sårbare fortæller, og historien fortælles også af kvinden Laronne der hjælper hende på vej efter dødsfaldene, og drengen Jamie der frelser hende fra yderligere fald, ligesom moren (der hedder Nella Larsen som den førstnævnte forfatter) i dagbøger fortæller, hvad der førte dem frem til den brutale afslutning. Romanen bliver derved afvekslende, og der er tydelig forskel på synsvinklerne og på karakterernes stemmer og personligheder.
Samtidigt er det en stærk og rørende beretning, uden at den på noget tidspunkt forfalder til sentimentalitet. Der er en del underliggende kritik af skolen såvel som en mindre specifik samfundskritik – man føler sig jævnligt hensat til en atmosfære der kan henlede tanken på raceurolighederne under Kennedy, uagtet romanen finder sted i vore dage.
Heidi Wedel Durrow
Oversat af Thomas Munkholt
256 sider
Forlaget Punktum
Udgivet: 05.10.2010
Birte Strandby