Nobelpristageren André Gides roman fra 1919 om religiøst hykleri, en roman om hvilken man sagde, at forfatteren færdiggjorde den for hurtigt, fordi han allerede var i gang med et andet, vigtigere værk: Faux Monnayeurs. Gide sagde selv om sit forfatterskab, at det eneste drama der interesserede ham, var individets diskussion med hvad det nu måtte være, der afholdt det fra at være autentisk, og hvad der modarbejdede dets integritet. Oftest var forhindringerne inden i mennesket og resten var tilfældigt.
Gide havde allerede i 1893 planlagt at skrive historien om en blind pige, der adopteres af en præst, hvis næstekærlige omsorg umærkeligt forandres til en meget jordisk kærlighed. Pastoralesymfonien er et kritisk-ironisk værk, hvor præsten belærer sin blinde elev utilstrækkeligt om livet og kærligheden, hvilket får katastrofale konsekvenser.
Stilen er enkel og ligefrem. Præsten, jeg-fortælleren, bliver hentet til en døende kvinde i en isoleret del af hans sogn i de schweiziske alper, og han finder i den elendige hytte en blind pige, befængt med utøj og ude af stand til at tale, da hendes bedstemor (den døende) aldrig har talt med barnet. Kristen kærlighed får ham til at tage barnet med sig tilbage til sin kone, der allerede er overbebyrdet med husarbejde og fem børn, men som efter et længere indlæg om kristen kærlighed nødtvunget tager imod den ekstra byrde.
Præsten bruger megen tid og omsorg på at tage sig af barnet Gertrudes opdragelse, som skrider hurtigt frem samtidigt med, at Gertrude vokser sig god og smuk. Mens præsten og Gertrude er optaget af hinanden og af den idylliske verden han beskriver for hende (Guds skabning er harmonisk og beregnet på at gøre mennesket lykkeligt, kun menneskets blindhed for Guds vilje fører til ulykke …), mærkes familiens – især hans kones – stigende utilfredshed.
Jacques, præstens ældste søn, betror sin far, at han ønsker at gifte sig med Gertrude, en perfekt situation der burde sikre Gertrudes lykke, hvilket tilsyneladende er præstens dybeste bekymring. Men præsten forkaster vredt sønnens forslag og sender ham væk.
Den stadigt ikke-fuldbyrdede kærlighed mellem præsten og Gertrude trues af en operation, der kan genskabe Gertrudes syn. Hvad vil hun føle, når hun ser ham som han er, midaldrende og træt?
Gertrude får synet tilbage, men mister det, der er vigtigere. Jacques konverterer til katolicismen, og præsten indser som en del (grækere) før ham – Theseus, Jason, Ødipus – hvor fejlen/blindheden egentlig lå. Her er drama med både Nemesis og Katharsis. Til gengæld kan det virke utroværdigt, at præsten der skriver romanen i dagbogsformat ikke selv opdager, hvor han er på vej hen.
Titlen henviser til Beethovens 6. symfoni, der i romanen symboliserer den skønhed Gertrude ser for sit indre øje, mens hun er blind.
Romanen er filmatiseret i 1946 under Jean Delannoys instruktion og med den berømte Michèle Morgan i hovedrollen. Den modtog i øvrigt De gyldne Palmer under den første Cannes Film Festival (også 1946).
Den nye, danske udgivelse på dansk er levende og nutidig, men i Gertrudes sidste monolog har en besynderlig fejl sneget sig ind: … da man gav mig synet tilbage. I den franske tekst er der intet ’tilbage’, og det virker også malplaceret her.
André Gide modtog Nobelprisen i 1947.
Forfatter: André Gide
Oversat af Karen-Marie Esmann
108 sider
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 1.02.2010
