Et 40-års jubilæum for folkeskoleklassen udløser fortællingen om barndommen og ungdommen, men også tilbageblik til tiptipoldeforældrene og til neandertalerne. Der er mange forfædre at forholde sig til, og deres liv virker skræmmende i forhold til det liv fortællerens forældre indleder. De to er pianister, moren fra Danmark, faren fra Argentina, og de slår sig ned i Gug ved Aalborg for at starte en familie.

Fortælleren er født i 1964, dengang velstand og småborgerlighed bonnede ud med parcelhuse der gjorde ejerne rige. Ifølge fortælleren er det begyndelsen på det klasseopdelte samfund, en påstand man nok ville bestride, hvis det ikke lige var fordi, Parcelhus er en roman.

Hvor tiptip…oldeforældrene kæmpede for livet, så har yngre familiemedlemmer kæmpet andre kampe. Fortællerens mor kæmpede for sin karriere i en tid, hvor det var almindeligt, at talentfulde, kunstneriske hustruer trak sig ind i skyggen og passede hus og børn for at støtte deres talentfulde, kunstneriske mænd, så de kunne få en karriere. Fortælleren er stolt af sin mor og skriver varmt om sin familie. 

Den samme varme finder man ikke omtalen af skolekammeraterne. Her er både bullies og piger, man kan forelske sig i. At indlede et kæresteforhold med en pige på skolen er ikke for tøsedrenge, slet ikke når det foregår via en lille seddel, der er forbløffende offentlig i afleveringsøjeblikket. Fortælleren formulerer med stor omhu et kærestebrev. Han afleverer det ikke, men gemmer det i tapetet på sit værelse, hvor det måske stadigt er.

Vi følger fortælleren gennem tiden, på kunstskolen, som underviser i litterær skrivning i psykiatrien, som far. En erindringsroman men med blik for de forfædre, der levede for 13.000 år siden, og med blik for det der former tilværelsen, godt og skidt, samfundskritisk og accepterende med passende milepæle undervejs incl. discoens dødsdag (den 12. juli 1979).

Parcelhus

Pablo Llambías

354 sider

Gyldendal

Udgivet: 2023

Birte Strandby