Lars Kjædegaard, født 1955, regnes for en af de mest sælgende kriminalforfattere i dette land. Han har siden sin debut i 1981 skrevet 50 romaner.

Sidste skud i bunken hedder Paradise med undertitlen En Hillstrøm og Belling-Krimi.

Agnes Hillsstrøm har før haft sin egen serie i forfatterskabet og det har Thor Balling også.  Nu er de  på grund af mandskabsmangel m.v. sat på  opklaringen et dobbeltmord. De er, hvad Agnes på et tidspunkt siger medlem af “De gamle detektivers klub, ikke? Det er svært, når erfaringen er uovertruffen, men kræfterne ikke længere er, hvad de var.”

Altså de er oppe i årene – og må sande, at yngre puster dem i nakken, og at de hænger i med det yderste af neglene. Begår fejl undervejs.

Men de to klarer selvfølgelig alligevel ærterne – og opklarer sagen.

Bordelværten Richard Wagner (det hedder han altså) findes skudt i sit bordel – og en purung kvinde   er også død, men hun har fået halsen skåret over. De to findes, fordi en betjent vil overbringe et budskab om, at en ung mand har begået selvmord ved at lægge sig på jernbanen. Han var tilknyttet bordellet som en slags inspektør.

Opdagerne har nul spor. Wagners hustru erklærer, at hun intet vidste om mandens bordelvirksomhed. Hun levede i den tro, at Wagner, der kaldte sig ingeniør, beskæftigede sig med opfindelser i huset på den fredelige  villavej, mens de selv bopæl ude på landet.

Der sker et par mord mere, og sagen bliver mere og mere indviklet for politifolkene. Der åbenbares et spor, der er temmelig varmt…. Men er det nu også det rigtige?

Lars Kjædegaard har leveret en letlæselig roman og har ikke været fristet til at levere en moppedreng af en bog. Med knap 300 sider er den hurtigt læst. Forfatteren  leverer fine iagttagelser  af det menneskelige sind, hvilket i alle omtale af ham nævnes, som hans force.

Advarsel: Læses Paradise som den første  af Kjædegaards bøger, er man en smule fortabt, da der nævnes personer, som ikke får nogen nærmere præsentation, men har optrådt andre af hans bøger. Så måske er denne i virkeligheden mest til forfatterens fanskare.

Paradise

En Hillstrøm & Belling-Krimi

Forfatter Lars Kjædegaard

227 sider

Udkom februar 2025

Gyldendal

Anmelder Bjarne Gregersen