I begyndelsen af 1970’erne da Vesten dyrkede fred og fri kærlighed, var der stadigt institutioner i Irland for unge piger, der var blevet gravide uden at være gift. ‘Papirarmbåndet’ handler om en sådan institution, Carrigbrack, og om Katie der arbejdede på stedet i 1971 og -72. De unge piger blev anbragt der af deres familier, de arbejdede der og vendte hjem, når de havde født deres barn. Barnet blev bortadopteret. Som Carrigbrack er beskrevet i romanen, lyder det mest som noget fra den mørke middelalder, med smålige, hævngerrige nonner og en hysterisk streng disciplin, der uafladeligt straffede de unge piger for deres letsindighed:
Mænd kan ikke gøre for det, så byrden tilfalder kvinder i forhold til at holde samfundet trygt og tæt på Gud.
Katie er blevet en ældre dame og er nu alene. Hun beslutter sig for at fortælle, hvad hun ved om pigerne og de bortadopterede børn i forventningen om, at nogle af de biologiske mødre vil kunne blive genforenet med deres børn. Og det sker også. Nogle bliver genforenede og glade for det. En enkelt vil ikke have noget med sin førstefødte at gøre, og for andre venter der forbløffende oplysninger og overraskelser.
Ailish begynder at lede efter sin mor, og det hjælper hende til at slippe ud af et forfærdeligt ægteskab. Brandon opdager, at han også har en tvilling, og Gary går i gang med systematiske undersøgelser ivrigt hjulpet af Katie og hendes barnebarn.
Romanen kører i to spor, dels i nutiden oftest med Katies synsvinkel og dels i datiden, på den besynderlige udgave af et ondartet kloster, og her har de unge piger synsvinklen.
Historierne er spændende, handling og udvikling er god og underholdende. Oversættelsen stort set fin, men der er lidt halten med blandt andet lægge og ligge og et par andre irritationsmomenter. Vi slutter i feel-good mode, og det kan man godt have brug for efter et uhyggeligt besøg i den irske middelalder i 1971.
Papirarmbåndet
Rachael English
Oversat af Lindbak
416 sider
Lindbak & Lindbak
Udgivet: 07.04.2022
Birte Strandby
