Rasmus Klump ved besked om mangt og meget. Han ved blandt andet, at pandekager er sagen! Svenske Annika Goldhammer har skrevet kogebogen ”Pandekager”. Den giver dig en bred vifte af pandekageopskrifter fra både det søde og salte køkken. Forlaget TURBINE kalder bogen for ”Den ultimative pandekagebibel”.
Forfatteren er freelancejournalist og fotograf med fokus på mad og rejseliv. Hendes interesse for pandekager kan følges på Instagram, hvor hun siden 2014 har formidlet sin glæde ved pandekager.
Kogebogen indledes med en kort indledning, hvori Annika Goldhammer adresserer sin glæde ved pandekager og intentionen med bogen. Hun ønsker b.la. at inspirere til ”nye, mere moderne og sundere pandekageretter”.
Derpå følger et kapitel under titlen ”Historie & geografi. Her spoler forfatteren tiden helt tilbage til det antikke Grækenland. Allerede dengang spiste de pandekager af en dej, som menes at være af mel, olivenolie, honning og syrnet mælk. Rent geografisk optræder pandekagen nærmest overalt i verden i en eller anden form. Læseren kan orientere sig i en liste der fortæller, hvad pandekager der spises og hvad, de hedder rundt omkring i flere forskellige lande.
Annika Goldhammer nævner kun kort, at vi i de angelsaksiske lande markerer pandekagedag dagen efter fastelavnsmandag. Hun forklarer ikke hvordan, det hænger sammen. Det er desværre for indforstået.
Inden opskrifterne kan læseren orientere sig i et kapitel med titlen ”Redskaber, råvarer & teknik”. Det vil altid være en temperamentssag, hvorvidt man skal medtage færre eller flere råvarer.
Bogens opskriftsdel består af følgende kapitler:
- Opskrifter (Grundopskrift (Tynde pandekager, Amerikanske pandekager, Glutenfri pandekager, Veganske pandekager)
- Dessertpandekager
- Madpandekager
- Tilbehør (Sirup, Knas, Sukker, Smør)
Alle opskrifter indledes med en præsentation, der fortæller om retten. Det kan fx være rettens smag eller historie, der sættes ord på. Måske deler forfatteren et par tips og tricks her. Selve opskriften er på pædagogisk vis formidlet punkt for punkt. Råvarerne er listet op efter om det er dej, fyld eller servering. Hvis opskriften er glutenfri eller vegansk, er det tydeligt angivet.
Bogens sidste kapitel hedder ”På pandekagetur i Sverige”. Det er en guide til fem udvalgte spisesteder, hvor du kan nyde ekstra lækre pandekager. Hvert spisested har bidraget med en opskrift.
Bagerst i bogen finder du et opskriftsregister. Det er værd at rose, at glutenfri pandekager og veganske pandekager er fremhævet tydeligt i registerdelen.
”Pandekager” er en indbydende bog i stort format med en størrelse som en A4 side godt og vel (30 cm). Det giver plads til nogle store, smukke og ikke mindst indbydende fotos af pandekager. Det er stemningsfulde billeder på højt niveau. Skønt der er god plads, er fonten ikke stor. Der er en meget bred margen. Teksten virker sammenpresset og småt – fx i afsnittet med historie.
Annika Goldhammer har tydeligvis en stor kærlighed til pandekager! Hun præsenterer et spændende udvalg af pandekager i bogen her. Min største og vel nok eneste reelle anke er, at forlaget markedsfører den som ”Den ultimative pandekagebibel”. Det er at tage munden al for fuld – af pandekager! Jeg har en stor kærlighed til pandekager og kan se, at der i sagens natur er mange slags, der ikke er medtaget.
Eksempelvis Dutch baby (tysk ovnbagt pandekage), kaiserschmarrn (østrigske tykke pandekagestykker), banh xeo (sprøde vietnamesiske madpandekager), pajeon (koreanske madpandekager med forårsløg), baghrir (marokkanske pandekager) eller Atayef fra naboerne i Egypten, hvor dessertpandekager fyldes med nøddefyld og frituresteges. Mon ikke også at nogle danskere vil mene, at den gammeldags danske klatkage af risengrødsrester, kandiderer til at være med i bogens delikate selskab?!
Pandekager er altid en sikker vinder, når man skal glæde både børn og voksne. Annika Goldhammer vil med garanti vise dig helt nye måder, hvorpå pandekager kan laves og serveres. Hendes pandekagerepertoire er fyldigt og fristende. Dertil kommer mange bud på spændende tilbehør. Bogens svenske rødder fornægter sig ikke med b.la. blåbær, tyttebær, safran og kanel i spil. Kort sagt: Dine tænder kommer til at løbe i vand utallige gange undervejs. ”Pandekager” er en dejlig kogebog med små fodfejl. Annika Goldhammer har tænkt på forskellige behov. Er det mon ved at være tid til at sætte pandekager på menuen?!
Pandekager
Forfatter: Annika Goldhammer
Oversættelse: Sigurd Toftdahl Terkelsen
Forlag: TURBINE
162 sider. Hæftet
Udgivelsesdato: Den 4. maj 2023
Anmelder: Nønne Lønne Votborg