Så er der semi-fantasy med en kvinde i Bruce-Willis-gå-hjem-klassen. Rosa er skarp advokat med talenter udi nærkamp og lidt eksorcisme on the side. Hendes etiske standarder er høje. Således møder vi hende første gang til et møde med en ny klient med stort indtjeningspotentiale og snusket forretningsmoral. Rosa imødegår klientens tilbud med at brænde kontrakten af, hvorefter hun løses fra sine forpligtelser i firmaet, for ganske få minutter senere at blive tilbudt en ny klient med en helt anden dagsorden: En milliardær er blevet smittet af en hurtigtdræbende sygdom. Han har forgæves prøvet at finde en kur, men alt håb synes ude, da Djævelen selv tilbyder ham en kontrakt mod en betragtelig sum i diamanter.. Milliardæren er godt tilfreds med muligheden og hyrer Rosa til at stå for kontrakten, og fra det øjeblik bliver Rosas liv til en Die-Hard-ekspedition. Rosa er ikke alene om arbejdet, hun får hjælp fra millardærens datter og fra en præst, der udover altid at være klar med et skriftsted også har andre evner.

Det lille team beslutter sig for at besøge Vatikanet, hvor de forventer at finde lignende kontrakter mellem dødelige og Djævelen. Skønt der er rygter om flere af den slags aftaler, er det småt med dokumentation, og man når frem til, at den aftale der er bedst beskrevet er den, Faust indgik i 1500-tallet.

Romanen vrimler med sære karakterer, og vores team oplever en sort messe på Yankee Stadion, de bliver angrebet og bortført og beskyttet af skudsikre veste, lavet af edderkoppespind. Tempoet er godt, men romanen er let forvirrende og rigeligt lang.

Eivind Einersen

547 sider

e-bog

Einersens Forlag

Udgivet: 2016

Birte Strandby