”… en kvinde bør kun kende nogle få skrifttegn som brænde, ris, fisk og kød. … Mere end det er farligt”
Og farligt bliver det for romanens hovedperson, Pæon. En ung kvinde af god familie perfekt opdraget til at være perfekt. Den eneste brist ifølge hendes mor er hendes begejstring for at læse, en last som hendes far har påført hende. Især elsker hun operaen Pæonpavillonen om to unge elskende.
Til hendes fødselsdag står hendes far for opsætningen af operaen i hjemmet. Operaen er en fantastisk gribende oplevelse, men endnu voldsommere bliver det, da Pæon i haven møder en ung mand, der sætter gang i lidenskaberne. Pæon skal giftes med en mand, hendes forældre har valgt, men desværre tager drømmerierne og skrækken for mødet med den udvalgte over, og først for sent, da Pæon er døende, opdager hun, at den mand hun skulle have ægtet, er den samme som den unge mand i haven. Og så dør hun en tredjedel inde i bogen.
I operaen mødes de unge elskende trods kvindens død. Måske er døden ikke en hindring?
Det er fascinerende at læse om den kinesiske kulturs mange aspekter i 1700-tallet – fra de til syv centimeter lange, snørede fødder til det kinesiske liv efter døden. Der i øvrigt har sine ligheder med de europæiske/kristne udgaver af efterlivet, specielt hvad angår dom og strafudmåling. Selve handlingen er både ordinær og anderledes som i enhver kærlighedsroman, personerne lidt ensidige, og hovedpersonens selvroste digtekunst let overvurderet.
Romanen minder om forfatteren Lesley Downers roman Den sidste Konkubine, der foregår i Japan.
Forfatter: Lisa See
Oversat af Lene Gulløw
332 sider
Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 25.02.2009
Birte Strandby
