Fremtiden

Guillermo del Toro instruerer Pacific Rim. En film der handler om store robotter der smadrer store monstre. Del Toro springer let hen over en masse forhistorie og går direkte til action, og det er godt. Hvis man var begyndt at gå i dybden med forhistorie og den slags var man blevet nødt til, at konfrontere en masse ligegyldige spørgsmål, som hvordan man fik den hjerneblødning at tro, at store robotter ville være den bedste løsning overfor de monstre, der pludselig er begyndt at dukke frem fra havets dyb, med det tilsyneladende eneste mål at destruere menneskeheden. Det handler ikke om, at det er fjollet, det handler ikke om de overvejelser vi bør gøre os, for at finde den mest rationelle måde at bekæmpe et reelt problem på, det handler om store robotter og hvordan det ser sejt ud, når de slår monstre i ansigtet med deres store robot-næver.

Samfundet

De hints der bliver gjort til hvordan fremtidens monster-truede samfund ser ud, og den politik som verdens ledere fører, og hvordan hovedpersonen (Charlie Hunnam) er en meget lille mand i dette kaos, er interessante. Men det her handler ikke om politik, det er ikke vigtigt hvordan verden ser ud i fremtiden, og hvilke problemer vi mennesker kan stå overfor til den tid. Det her handler om store robotter og hvordan det er sejt når de bruger lastbiler som bat, til at tæve et sømonster i ansigtet.

Historien

Kommandøren bag Jaeger-projektet, som er det projekt der står bag robotterne, spilles af den episke skuespiller Idris Elba, som nok er bedst kendt fra den geniale tv-serie The Wire. Her finder vi ham i rollen, som hovedpersonens fader-figur og leder. Hovedpersonen er vendt tilbage til projektet, efter at hans bror døde under en episk kamp med et monster. Robotterne er så store og komplekse, at der skal to personer til at styre dem. To personer som tænker på den samme måde, således at de kan blive mentalt kompatible. Hvis kun én sættes til at styre i en robot, bliver hans hjerne ristet, og hvis to, som ikke er kompatible, sættes til samme opgave, bliver styringen umulig. Imidlertid er hovedpersonen en fantastisk pilot, og kommandøren, som er under pres fra verdens regeringer, der ikke længere tror på Jaeger-projektet, har brug for erfarne piloter til et sidste forsvar. Opgaven bliver derfor at finde en person som er kompatibel med hovedpersonen, således at kommandøren kan få endnu en robot i felten til at redde verden. I dette forsøg lærer vi hovedpersonen såvel som kommandøren at kende, som en slags fader og søn. Vi begynder at forstå dem og de motivationer, som ligger bag deres handlinger. Det viser sig at den eneste person (Rinko Kikuchi), som er kompatibel med hovedpersonen, også har en tragisk forhistorie med kommandøren. Men alt det springes der heldigvis relativt hurtigt hen over. For det her handler om store robotter, og hvor fedt det kan se ud, når de hugger i et monster, med deres kæmpe sværd.

Kæmpe store robotter

Man kan mærke hvordan der er blevet kælet for effekterne i filmen. Modsat andre skrækkelige forsøg på  monstergenren, som Godzilla og King Kong, så kan man virkelig mærke vægten bag de store robotters knyttede næver. De er ikke bare CGI, de vejer noget og fylder noget.

Filmens effekter er fantastiske, den er flot og episk. Den er ikke specielt godt skrevet, eller særlig interessant som historie, men den er velfortalt, og så er resten egentlig ligegyldigt, så længe den gør hvad den siger at den vil gøre, hvilket er at vise, hvordan et blævrende monster reagerer når den får flere tons tung metal, skubbet ind i sit grimme ansigt, af en kæmpe stor robot.

8/10 (Ron Perlman løfter filmen med sin fantastiske præstation, i rollen som Ron Perlman)

Produktionsår: 01.08.2013

Instruktør: Guillermo del Toro

Medvirkende: Idris Elba, Charlie Hunnam, Ron Perlman, Charlie Day, Clifton Collins Jr

Spilletid: 2 timer 10 minutter