Halima går på Mulernes Legatskole i Odense. Hun er født i en flygtningelejr i Libanon. Hendes forældre flygtede til Danmark i 2000, og bedsteforældrene flygtede fra Palæstina til Libanon i 1948 i forbindelse med oprettelse af staten Israel. Da familien ankommer til Danmark, opholder de sig blandt andet i Sandholmlejren med status som statsløse palæstinensere, indtil de opnår dansk statsborgerskab.
Halima sidder i sit hjem og arbejder på et fysikprojekt, da hendes mor fortæller hende, at de kan vente besøg af en ung mand der gerne vil gifte sig med Halima. Det skulle have været en god nyhed, men for Halima er det en katastrofe. Hun er forelsket i Amir, der bor i Libanon, men hendes mor mener ikke, at man kan flytte andre steder hen, når man først har boet i Danmark. Desuden frygter Halima, at et eventuelt ægteskab vil forhindre hende i at få en uddannelse.
Lykkeligvis indtræffer der en begivenhed, så den potentielle frier ikke dukker op som forventet. I stedet aftaler Halimas mor og moster, at Halimas fætter må være et passende parti. Halima bliver bange igen, men taler med sin moster om det, og hendes moster kan godt forstå, at hun ikke vil giftes med sin gamle legekammerat og gode ven.
Lige så lykkelig Halimas mor er, hver gang der er udsigt til en forlovelse, lige så panisk bliver Halima, selv om hun egentligt nødigt vil skuffe sine forældre.
Halima fortæller om, hvordan det er at være dansk teenager og afhængig af uskrevne regler fra forældrenes kultur. Der ligger også en konflikt i, at hun er meget yngre end danskere normalt er, når de indgår ægteskab. Hun stadigt tilhænger af Disney-merchandise og ungdommelige, romantiske serier i tv, og måske er påvirkningerne fra en mangeårig barndom, som danskere jo hylder, den største forhindring for hendes glade indtræden i ægteskabet.
Halimas fortælling er spændende af flere årsager. Dels får vi et lille indblik i den verdenshistorie, der rammer mennesker og sender dem på flugt, dels får vi et kultursammenstød i nærbillede, og så får vi Halimas egen fortælling om at være ung og forelsker og samtidigt gerne ville glæde sin familie.
På den anden side
Huda El-Hawari
172 sider
Brændpunkt
Udgivet: Marts 2023
Birte Strandby