I barndommen og ungdommen var der to af dem, tvillingerne Henk og Helmer. Men Henk er død, og Helmer har overtaget en del af hans liv, og bor sammen med sin engang så autoritære og dominerende far på den gård, Henk skulle have arvet. Han er begyndt at rydde op, male og gøre i stand. Faderen flytter han op i værelset ovenpå, hvor han er af vejen og uden kontakt med andre end Helmer. En dag dukker Henks forlovede fra fortiden op, og Helmer bilder hende ind, at hans far er død. Faderen nægter at give efter for Helmers ønsketænkning, og Helmer begynder langsomt at forstå sit problem. Hvorfor det var hans bror og ikke ham, kvinden faldt for dengang, og hvorfor det ikke var så vigtigt.
Helmer er jeg-fortælleren, der – med moderat interesse – betragter sin omverden. Han beskriver omhyggeligt arbejdet med at male og ommøblere, for eksempel hvordan man får et stort standur op på første sal, når man er alene om det. Omhyggeligt, men aldrig kedeligt. Sproget er stilfærdigt og sammenligneligt med fortællemåden hos Helle Helle, Hesselholdt og Ina Merete Schmidt. Det er bemærkelsesværdigt, at også hollænderne nu melder ud med en stilart, der er så tæt beslægtet med minimalisme, der med større og mindre held har været efterstræbt i flere årtier af franskmænd, amerikanere og danskere. Teknikken med den målrettede underdrivelse virker fint og giver god plads til læserens egen fortolkning. Hovedpersonerne udtrykker sig meget kortfattet, og enkelte dialoger er lidt søgte, men i øvrigt er det en god roman om den (sædvanlige) menneskelige søgen efter indhold i tilværelsen.
Forfatter: Gerbrand Bakker
280 sider
Oversat af Birthe Lundsgaard
Forlag: Gyldendal
Birte Strandby