Det gøres ikke meget bedre. ’Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv’ er en nydelse at læse. Det er en spændende, interessant og overraskende roman, der fuldt fortjent har fået Pulitzerprisen for 2008.

Emigrantforfattere – som f.eks. Junot Días, der er født i Den Dominikanske Republik og vokset op i New Jersey, USA – har leveret en levende fornyelse i romangenren, og den dobbelte kulturelle baggrund har åbnet op for nye synsvinkler på både livet i det gamle land og i det nye.

Oscar Wao er den ensomme tyksak, som ingen gider at være hverken venner eller kæreste med. Han er af dominikansk familie og vokser – som forfatteren – op i New Jersey. Oscar er en rigtig nørd, hvis eneste interesser er fantasy, sci-fi og at kigge på piger. Han drømmer konstant om den store kærlighed og bruger al sin tid på at skrive bøger i sine yndlingsgenrer.

Romanens hovedfortælleren er en domikansk skørtejæger, som i forsøget på at komme i trusserne på Oscars søster, Lola, tilbyder at dele lejlighed med den upopulære Oscar på universitetet.

Det udvikler sig til en historie om Oscars familie, der åbenbart er ramt af en voldsom forbandelse, fuku, som alle dominikanere frygter. Vi præsenteres for uhyggelige beretninger om mennesker i et land, hvor alles skæbner er afhængig af diktatoren Trujillos og hans torturbødlers tilfældige luner og lyster.

Der er mange lag i denne smukke roman. Der er det politiske om total undertrykkelse. Der er stærke kvinders kamp for en hæderlig tilværelse under umulige forhold. Der er hovedfortælleres udvikling fra samvittighedsløs og utro kvindebedårer til lærer og familiemenneske – og så er der Oscar. Han bliver betragtet som den helt store taber. Hvem har nogensinde hørt om en dominikansk mand i tyverne, som stadig er jomfru? Men Oscar er en romantisk drømmer. En ren kunstner når det gælder om at blive forelsket, men ude af stand til at reagere bare lidt fornuftigt på sine vilde følelser. Han kæmper med gigantiske vejrmøller af forelskelse og flyver så højt på sin fantasis vinger som den unge, overmodige Ikaros med samme resultat. Men han oplever suset af de store følelser.

Días har et herligt forfriskende sprog og fylder på det mest elegante masser af velturnerede intertekstuelle referencer i teksten. Oscars sidste rejse til Den Dominikanske Republik er som den naive Marlowes rejse op ad Congofloden. Det er liv og død. Det er skønhed og rædsel. Det er svimlende god litteratur. Læs den.

Forfatter: Junot Días

342 sider, 299,- kr.
Forlag: Gyldendal

Udg.: 13. Februar 2009

Anmeldt af Jan Vandall