Egil Hvid-Olsen er præst, forfatter, foredragsholder og forlægger med stor interesse for litteratur og kunst. I bogen ”Opstand og opstandelse” med undertitlen ”Moderne kunst i danske kirker” stiller Egil Hvid-Olsen skarpt på 25 kunstnere, der har det til fælles at de kun er repræsenteret i få danske kirker. I indledningen hedder det, at han har fokuseret på nyere kirkekunst, der ikke er mere end tredive år. De danske kirker er rige på kirkekunst. En undersøgelse har imidlertid vist, at en lille gruppe af kunstnere bruges endog meget flittigt. Egil Hvid-Olsen ønsker, at vi skal rette blikket mod den megen fine kirkekunst, der er skabt af de knap så kendte kunstnere, der typisk kun er repræsenteret i en enkelt kirke eller måske et par steder. Som bogen viser, er der heldigvis flere dygtige kunstnere, der bidrager med langtidsholdbar kirkekunst.
Bogen indledes med et forord af Benny Grey Schuster. Læseren spejder forgæves efter en præsentation af ham i forordet. Den fremgår af indledningen og står også på bogens bagside. Benny Grey Schuster er tidligere studielektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og tillige stifter af www.modernekirkekunst.dk. Det er i øvrigt en fantastiske internetressource. Herefter følger Egil Hvid-Olsens indledning, hvori han b.la. beretter om sin motivation for at skrive bogen, metode, begreber og siger tak til alle, der har bidraget.
”Opstand og opstandelse” rummer følgende kapitler:
- Forkyndende papirklip: Peter Callesen
- Et blødt, pulserende stenhjerte: Laila Westergaard
- Vidunder-troen slår bro over Vejle Fjord: Anders Kirkegaard
- Mod lyset: Bertil Vallien
- Nådens voldsomhed: Liselotte Krodal
- Lysvæld i et mørkt rum: Astrid Krogh
- Ar som skabende drivmiddel: Elle-Mie Ejdrup Hansen
- Tomme rum fulde af liv: Anette Harboe Flensburg
- Ældgammelt materiale i en genoplivet kirke: Erik A. Frandsen
- Nyrealistisk kirkekunst i Vestjylland: Bjarke Regn Svendsen
- Til alterbords med Edward Snowden og Nelson Madela: Erik Hagens
- En kvindelig Kristus?: Toni Larsen
- Påskemorgen i Ølstrup: Alice Ravnholt
- Symboler, der rejser sig af ursuppen: Lars Rasmussen
- Memento mori i en skraldesæk: Poul Anker Bech
- En ny begyndelse i rustfrit stål: Kurt Tegtmeier
- Kristendom er krop: Jens Fomsgaard
- Riffelbilleder og Zion-hvid: Hans Tyrrestrup
- En god skitse åbner mere, end den lukker: Peter Ejlerskov
- Istidens friktion som guddommelig kraft: Adam Becher
- Et håbefuldt billede af ensomhed, frygt og tvivl: Morten B. Masri
- Det større i udsnittet: Ole Lindqvist
- Visuel samklang i kirkerummet: Stig Weye
- Opmærksomhed mod alteret: dronning Margrethe II
- Mosaikkens genopblomstring i en pixeleret hybenrose: Lars Waldemar
- Sammenfatning
- Noter
- Liste over værker og illustrationer
- Kirkernes adresser
Det er spændende og berigende at tage med på rundtur i dén frodige buket af danske kirker, som Egil Hvid-Olsen har udvalgt. Han fortæller entusiastisk ud fra et teologisk ståsted om den kunst, han møder og om de kunstnere, der har udført den. Flere gange får læseren også fortællingen om, hvordan menighedsrådet har udvalgt motiv og kunstner – og om hele tilblivelsesprocesessen med dens mange benspænd før kirken kunne indvie udsmykningen. Egil Hvid-Olsen går helt ned i detaljerne i sin gennemgang af kirkekunsten. Skrivestilen bliver let forkyndende. Han sætter ord på farver, symboler og betydning. Der er mange referencer til bibeltekster og salmeuddrag. På den måde får læseren en større forståelse for kunstnerens arbejdsmetode og dybden af det intellektuelle arbejde, der tit knytter sig dertil. Forfatteren nævner kort Akademirådets Udvalg for Kirkelig Kunst, ligesom Selskabet for Kirkelig Kunst omtales.
Egil Hvid-Olsen anskueliggør store dele af arbejdet, der går forud før ny kirkekunst kan finde vej til kirkerummet. Undervejs belyser han også mange af de problematikker, der er at tage hensyn til når det drejer sig om kirkekunst. Det er en hel særlig afart af kunst, der fordrer en unik evne fra kunstnerens side. Kunsten skal evne at være langtidsholdbar, da vi genbesøger den. Den må dog også gerne udfordre den konsensus, der har været i mange år. Samtidig bør menighedsråd være opmærksomme på lokale behov.
I valget af de 25 kirkekunstnere er der imidlertid ting, der stikker ud. Der er en markant overvægt af kirker og kunst, der er hjemhørende i Jylland, hvor forfatteren selv er hjemhørende. Det hedder sig, at bogens fokus er den nyeste danske kirkekunst og særligt dén, der har tendens til at blive overset fordi kunstneren er ukendt i kirkelig regi. Det undrer mig overmåde, at Laila Westergaard er medtaget. Hun forekommer at være ret så kendt?! Billed- og stenhugger Laila Westergaard er vel næsten professionel kirkekunstner? Der er fx skrevet en hel bog om hende og hendes arbejder i sten, hvoraf hun lavet dåbsfont til både Bredballe og Gullestrup kirker foruden dåbsfonten til hospitalskirken ved Gødstrup, som bogen her belyser.
Den kendte svenske glaskunstner Bertil Vallien (født 1938) er medtaget al den stund, at han slet ikke bor i Danmark. Det kan måske vække undren. Det er dog helt indiskutabelt, at han er en stor kapacitet i Sverige, hvor han b.la. har skabt altertavlen i Växjö Domkirke. I den anden ende af spektret finder vi hobbykunstneren Alice Ravnholdt, der blev kirkekunstner ved et uheld! Emil Noldes altertavlemaleri i Ølstrup kirke blev stjålet. Da forsikringen ikke blev udbetalt straks, bad præsten den lokale hobbykunstner hjælpe. Alice Ravnholdt malede et påskemotiv. Som læser studser jeg lidt over hvorfor, det mon er medtaget. Med al respekt for Alice Ravnholdt, så virker det som om historien er vægtet over kunsten. Hvis bogens sigte er at fremhæve kunstnere, der hidtil er ukendte i kirkelig regi og inspirere til at gøre brug af dem, så giver det næppe mening at pege på en svensk kunstner født i 1938 eller en hobbykunstner uden intention om at arbejde med kunst på dét plan. I øvrigt har Færøerne dygtige kunstnere, der måske kunne være medtaget.
Dronning Margrethe 2. er også medtaget. Det kan også forekomme besynderligt af flere grunde. Bogen er forfattet, da Dronning Margrethe 2. endnu var regent. Hun hverken var eller er professionel kunstner. Haderslev Kirke er brugt som eksempel. Hertil leverede Dronning Margrethe 2. antependier og messehagler fra 1985 og frem. Da messehagler er tøjstykker der bæres af præsten, er det selvsagt diskutabelt hvorvidt det er kirkekunst. Dét har forfatteren fanget. Når man dykker ned i historien, viser det sig at disse antependier og messehagler er skabt som sæt, hvorved de på sin vis smelter sammen som en form for værk (i aktion). Det er imidlertid allerede ved at være mange år siden dronningen overraskede sit folk med sin spektakulære sykunst. I sidste del berettes der om antependium og messehagel, der er udført til Gråsten slotskirke. Det er af nyere dato. At medtage Dronning Margrethe 2. peger desværre nok mere tilbage end frem. Puk Lippmann, Helle Rude Trolle og Simon Bang havde været andre gode bud.
To af bogens bidragsydere er beklageligvis døde, trods det at bogen vel skulle skildre nulevende kunstnere, der kunne tænkes at påtage sig nye opgaver. Anders Kirkegaard er nyligt afdød billedkunstner. Poul Anker Bech døde i 2009 umiddelbart før ophængningen af hans sidste – og eneste – altermaleri, men hans liv og død er på nært knyttet til fortællingen om hans bidrag til kirkekunsten. Det kan måske forklare, hvorfor han er medtaget. Til gengæld spejder jeg forgæves efter navne som Margrete Sørensen, Lise Malinovsky og Sophia Kalkau mfl.
”Opstand og opstandelse” rummer i sagens natur mange illustrationer af kirkekunsten (hele 342 stk. jf. pressemeddelelsen). Det er forfatteren selv, der har fotograferet bogens billeder. I det store og hele er der tale om gode billeder. Det er en meget vigtig del af bogen! Når man slår motiverne op på www.modernekirkekunst.dk eller de respektive kirkers egen hjemmeside er kvaliteten ofte en lille tand bedre. Det kan gøre en ret stor forskel, hvis der er tale om et motiv med små subtile detaljer eller det kan handle om lys og perspektiv. Et eksempel er billedet af Kurt Tegtmeiers Kristusfigur (s. 273), der ikke tåler sammenligning med det, man oplever i kirken og som ses på www.folkekirken.dk. Et andet eksempel er papirkunstner Peter Callesens værk ”I de dødes rige” (s. 29), hvor jeg i bogens gengivelse ikke får øje på de kranier Jesus betræder, før jeg læser det i teksten og slår motivet op online. Til gengæld vækker det indimellem undren, at forfatteren prioriterer så megen plads til de ældre motiver og forlæg, de nutidige kunstnere har benyttet. Efter ”I de dødes rige” følger til eksempel et stort dobbeltopslag i farver med Niels Skovgaards værk. Derved vendes der lidt op og ned på fokus i en bog, hvis erklærede mål ellers var at hylde de mere ukendte kirkekunstnere af i dag. Det er ærgerligt, da bogen emmer af engagement, fortællelyst og stor viden.
Gennemgang af værker og kunstnere er formidlet et let forståeligt sprog. Forfatteren er grundig og kompetent. Indimellem kan det virke som lange tilløb, før vi kommer til selve kirkekunsten. Egil Hvid-Olsen falder tilsyneladende let for de gode historier, som han ikke kan få sig selv til at skære fra. Det er sin sag at have alle kasketterne på i bogens tilblivelse.
Rent praktisk ville jeg gerne have et stikordsregister og en litteraturliste med inspiration til videre læsning herunder links til eksempelvis Museet for Religiøs Kunst og kirkeudsmykninger.dk mfl.
Forfatteren virker til især at være orienteret mod de kirker og kunstnere han personligt kender. De fynske og sjællandske kirker rummer selvsagt også relevant ny kirkekunst. Trekroner Kirke i Roskilde er til eksempel en ret ny kirke med udsmykning af b.la. Alexander Tovborg , Henrik Plenge Jakobsen og Lea Porsager. Alexander Tovborg har udført hele alteret i træ så det ligner en hånd. Det var oplagt. Det samme gælder fx for Helligtrekongers Kirkes interiør (Vallensbæk), der b.la. rummer bibelcitater af Søren Ulrik Thomsen.
Bogens kunstnere gør mig både betaget og imponeret over deres teologiske tanker og æstetiske formåen. I bogens afsluttende bemærkning konkluderer forfatteren, at der florerer flere strømninger i den nye kirkekunst. Den enkelte billedkunstner har fået mere frihed til at sætte sit eget aftryk. Hos menighedsrådene hersker en forventning om, at billedkunstnerne har noget på sinde. Det skaber en hårfin balance. Egil Hvid-Olsen fastslår, at kirkekunsten er blevet dristigere. Visse kunsteksempler balancerer så tæt på det politiske, at flere nok vil mene, de er kammet over. Bogen efterlader mig imidlertid stadig nysgerrig på en række punkter. I krydsfeltet mellem arkitektur og kunst aner jeg, at der i nye kirker er en mulighed for at arkitekten i dag medtænker kunsten på en helt anden måde end tidligere. Jeg savner også at høre om, hvorledes de formelle rammer og regler for kirkens kunst har ændret sig historisk. I 1992 indtraf en væsentlig lovændring, der gjorde det muligt for menighedsråd og stiftsøvrigheden selv at beslutte anskaffelser af løse kunstgenstande. Dét kunne forfatteren med fordel have oplyst og uddybet.
Jeg opfatter ”Opstand og opstandelse” som forfatterens personlige bud på udvalgt moderne kirkekunst af overset kirkekunstnere. Det vil nok være ideelt, at forfatteren i højere grad specificerede sit ærinde. Undertitlen kunne med fordel hedde ”Mit møde med moderne kunst i danske kirker” for derved at pointere den personlige vinkling. ”Opstand og opstandelse” forbliver en særdeles spændende og lærerig læseoplevelse. Her er input til mange kirker, der kan besøges. For menighedsråd er bogen også en uvurderlig hjælp og inspiration.
Links
”Kirkens nye huse” af Jørgen Kreiner-Møller
Kirkens nye huse, anmeldelse
”Huset med de mange boliger” af Lisbeth Smedegaard Andersen
Huset med de mange boliger, anmeldelse
Opstand og opstandelse
Moderne kunst i danske kirker
Forfatter: Egil Hvid-Olsen
Forlag: Forlaget Læselyst
458 sider, indbundet og illustreret
Udgivelsesdato: Den 13. december 2024
Anmelder: Nønne Lønne Votborg