Jens Stoltenbergs beretning om tiden som generalsekretær for NATO fra 2014 til 2024. 

On My Watch er dels en personlig beretning om, hvordan man gebærder sig i en magtfuld klub med mange modsatrettede forventninger og dels et nærbillede af verdenspolitik, om samarbejde med russerne, samarbejde mellem NATO og EU, og om hvordan USAs salg af F16-fly til Tyrkiet blev afgørende for Sveriges optagelse i NATO.

De politiske dilemmaer står i kø hos NATO, hvilket Stoltenberg oplever allerede før han bliver generalsekretær, nemlig som norsk statsminister i 2013 under et møde med daværende præsident Obama og de nordiske statsministre. Krigen i Syrien har varet i tre år, og Obama mener, at militær indgriben er nødvendig. Stoltenberg selv har anfægtelser, når det gælder militær indgriben:

We must respect international law. War is prohibited, unless waged in self-defence or mandated by the UN Security Council. (Jens Stoltenberg)

USA fik sin vilje. Senere, da Stoltenberg er blevet generalsekretær, understreger den tyske forbundskansler Angela Merkel, at det er vigtigt ikke altid at lade USA bestemme. Med Tyskland var der flere vanskeligheder. Ligesom en række andre europæiske lande betalte de ikke deres fulde kontingent til NATO. Aftalen var, at hvert land skulle bruge to procent af bruttonationalproduktet til eget forsvar med henblik på at forstærke den samlede NATO-styrke. Tyskland betalte ca. en procent, de fleste andre NATO-medlemmer en smule mere. Kun fem medlemslande betalte det fulde beløb. Et forhold som adskillige amerikanske præsidenter har beklaget, og måske også noget der lurer i baghovedet på europæiske regeringsledere, nu hvor NATO muligvis er svækket voldsomt, selv om ‘kontingentet’ der i dag er steget til fem procent af bruttonationalproduktet betales af de fleste medlemslande. Stoltenberg var den første til at tale om the ’Trump Effect’, da han på en graf viste Trump, at der var en stigning i medlemslandenes forsvarsudgifter efter Trumps tiltrædelse i 2016.

Diplomati er nødvendigt, ikke mindst da tyrkerne skyder et russisk bombefly ned, fordi det har krænket tyrkisk luftrum i 17 sekunder. Gasrør fra Rusland er en anden vanskelighed. Som norsk statsminister støttede Stoltenberg udbygningen af gasledningerne, fordi det også gavnede Norges olieeksport, men i lighed med Merkel må Stoltenberg erkende, at afhængighed af russisk gas giver andre problemer. Og hvordan reagerer man, når Trump taler om at smide Island ud af NATO?

Der er mange gode citater fra mennesker der har brugt deres liv i politik. For eksempel sagde tidligere amerikansk udenrigsminister Henry Kissinger i 2015:

‘The West’s demonizing of Vladimir Putin is not a policy.’ he said.’ It is an alibi for not having a policy. Take care not to isolate Russia.’

Det var også Stoltenbergs egen indgangsvinkel, fordi han som norsk statsminister havde haft gode erfaringer med samarbejde med Rusland (om olie). Kissinger anbefaler desuden, at Ukraine ikke optages som medlem af NATO med den begrundelse, at ‘ … the country cannot become the West’s outpost against the East …’. Ukraines selvstændighed stod højt på Kissingers prioritetsliste.

On My Watch er på mange måder en glimrende bog om en intens periode i verdenshistorien. Stoltenberg slutter med en bemærkning om, at han også engang troede på ‘end of history’ i overensstemmelse med Fukuyama, det vil sige, at demokrati og retsstatsprincippet havde bevist sit værd og ikke længere kunne fraviges. Nu er han ikke længere så sikker på, at det er rigtigt. 

På den positive side står Europa for halvdelen af den økonomiske magt i verden og mere end halvdelen af den militære magt. Stoltenbergs egen konklusion er, at ‘our ability to face future threats is much greater when we stand together.’ Fint nok, men det havde været mere opløftende, hvis man virkeligt havde fundet en vej til fred der ikke krævede våben.

On My Watch

Leading NATO in a Time of War

Jens Stoltenberg

470 sider

William Collins

Udgivet: 2025

Birte Strandby