Om at gå i is er den tyske instruktør Werner Herzogs notater fra dennes vandring i november – december 1974 fra München til Paris, en tur han gjorde som en slags besværgelse mod, at filmkritikeren Lotte Eisner, der var meget syg, døde, før han nåede frem.
Selve bogen handler ikke meget om Lotte, men er fyldt med de indtryk Herzog modtager på turen inklusive vabler og trætte fødder – og talen i vildelse, da han møder Lotte, der stadig er svag men ikke længere syg.
Der er ikke noget poetisk ved vablerne og kulden, men det er der ved mange af de indtryk, Herzog får under vandringen:
Skolen har slugt børnene. Spurve tør op i dråber fra taget. Der hænger stadig frosne æbler i de nøgne træer…
Nogle indtryk blandes med erindringer om film og om familien, og andre indtryk skabes ved mødet med de mennesker, Herzog træffer på vejen, både præsten der giver ham et par ord med, og de mennesker der ikke vil have ham boende på hotellet, fordi han lugter og er våd.
Tydeligvis er bogen er skrevet af et menneske, der sætter billeder mere end tekst på sine oplevelser, og mere end en scene kan man se for sig i Herzogs formidling.
Og så den lille småborgerlige indvending: Mindst fire gange på sin vandring bryder Herzog ind i huse, skurvogn, en udstillet campingvogn for at sove. Kan man det, hvis man selv har anbragt sig i den ly-for-natten-krævende situation? Om at gå i is blev udgivet første gang i 1995, altså mere end 20 år efter pilgrimsvandringen – måske grundet juridisk forældelsesfrist for småkriminalitet i Tyskland?
Bogen afsluttes med Herzogs tale til Lotte Eisner fra 1982, der dels omfatter roser for hendes opmuntring af unge tyske filmskabere og dels løser hende af besværgelsen om, at hun ikke må dø.
Om at gå i is
Werner Herzog
Oversat af René Jean Jensen
168 sider
C&K Forlag
Udgivet: 25.04.2014
Birte Strandby
