Grundig gennemgang af moderne nyhedsplatforme, internetskabte ændringer i nyhedsformidlingen og følgerne for journalist og læser.
Bogen omfatter netjournalistikken i mediehistorisk perspektiv, indholdet på netmedierne og kredsløbet, brugerens rolle i nyhedsproduktionen, og der er et kapitel om mediehusene med en ganske detaljeret gengivelse af en enkelt arbejdsdag – næsten for detaljeret, da vi hører om journalisten, der er nødt til at formindske typerne for at få et link til at stå på en linje.
Indledningsvist er der tal om danskernes medievaner, blandt andet at det mest besøgte internationale nyhedsmedie er bbc.co.uk med 26.100 danske internettimer pr. måned. Det er plads nummer 290 over månedligt tidsforbrug. Danskerne bruger i alt pr. måned 300.000 timer på de 30 internationale nyhedsmedier, der har mest dansk trafik, hvilket er omtrent det samme, som danskerne når at tilbringe på tv2.dk i løbet af halvanden dag. Nyhedslæsning er den tredje hyppigste aktivitet blandt danske netbrugere – efter mail og netbank – og 60 % af befolkningen læser nyheder på nettet. Det kan man selvsagt se på dagbladenes skrumpende papiroplag, og reklameforbruget i skrevne medier er faldet med 20 % fra 2000 – 2007. (Der er i øvrigt en del småfejl i tallene).
Dagbladenes netredaktioner har oplevet, at mængden af artikler faldet på de fleste redaktioner.
Med hensyn til fordeling af artikler så fører tv2 og EkstraBladet, når det handler om kriminalstof, sport og gossip, mens Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske satser på kultur, politik, udland og indland, der har færre læsere men oftere citeres. DR.dk er som public service mindre afhængig af markedets holdninger, men på andre platforme har også journalistens rolle ændret sig væsentligt, og læseren/brugeren/borgeren har fået en mere aktiv rolle. Journalisten må vælge, om han/hun er netpublicist, interaktiv journalist, overbliksjournalist eller underholder, og det stiller nye krav til journalistikken.
Informationsmættet grundbog for den, der vil vide mere om netnyheder.
Jannie Møller Hartley
260 sider
Handelshøjskolens Forlag
Udgivet: 2012
Birte Strandby