Det er fedt at kunne kreere sine egne apps, sine egne små spil eller særlige funktioner til brug på sin telefon, men er man virkelig nødt til at lære Java, Python, C++, eller findes der nogle vakse genveje?
Og det gør der! Der er forbløffende mange interessante genveje ifølge Jacob Bøtter, der har været på nettet for at se, hvor langt man kan komme uden at kunne kode så meget som et ‘Hello World!’ Det er overraskende langt. Der er masser af værktøj derude. Det spænder fra bygning af hjemmeside, små spil, opbygning af kundeundersøgelser til muligheden for at udstyre sit hjem med IoT, så dørklokken kan genkende postbudet, Velux-vinduet åbner, når det bliver for varmt, og lyset i stuen tændes ved solnedgang.
Bogen omfatter 25 digitale værktøjer og 25 projekter, der i et overskueligt antal skridt når frem til det ønskede produkt ved brug af de omtalte værktøjer. Ved hvert værktøj er angivet type, sværhedsgrad, pris og adresse. Yderligere er der forklaring på værktøjet, om virksomheden bag – herunder lidt venlig brugerinformation om sandsynligheden for, at firmaet ikke går konkurs lige med det samme – og desuden er der oplysning om, hvad der findes af alternative værktøjer.
Værktøjerne er blandt andet Stripe, der får online-betalinger til at fungere – til forfatterens store glæde, Koji der er en nem platform til små spil og Twilio der kan bruges til at bygge tjenester ovenpå det klassiske telefonnet i lighed med de telefonsvarere der anvendes af store virksomheder som Telenor, SKAT og Nets: Du har nu følgende fire valgmuligheder, tryk et for …, du har nu følgende fem valgmuligheder, tryk et for …, du er nu nummer 17 i køen. Twilio kan naturligvis ikke lastes for muligheden for dårlig kundeservice og kan også bruges på andre måder for eksempel til at sende SMS til kunder med påmindelse om aftaler.
Der findes værktøj til enhver tænkelig funktion og et par utænkelige, og der er et minikursus i brugen af no-code. Jacob Bøtter anbefaler brugen af no-code både til virksomheder og til enkeltbrugere, fordi det er relativt let at gå til – Bøtter fortæller i fem punkter, hvordan han har lavet et spil til sine børn – det er billigt, og man kan have sin egen prototype i luften på en halv times tid. Bogen rummer endda et par tips til, hvordan man får sin arbejdsplads med på un-code.
Anvendelig viden og fint at have mulighederne samlet i en bog fremfor selv at skulle ud og prøve sig frem.
No-code
Jacob Bøtter
335 sider
Fat Cat Press
Udgivet: 2021
Birte Strandby